Det er faldet nogle for brystet, at landets statsminister har ageret bisidder for sin hustru ved en samtale på dennes arbejdsplads.
Igen noget rod. Noget han burde holde sig for god til, lyder det. Har han da ikke en rådgiver, der kan vejlede ham bedre? Underforstået, at den stakkels skoleleder må have følt sig voldsomt intimideret ved at sidde overfor landets statsminister. Og derfor ikke har haft mentalt rum til at læse og påskrive den gode Solrun det hun skulle læses og påskrives? Nu endte delinkventen jo, efter mediernes fyldige rapportering, med at blive fyret, så noget kunne tyde på, at skolelederen trods alt har overlevet den potentielt voldsomme statsministerielle magtbrynde. Men helt ærligt! Hvorfor skal Løkke ikke kunne stå sin hustru bi? Er han ikke ægtemand? Eller far for den sags skyld? Skal han, fordi han bestrider posten som landets statsminister, ikke kunne være noget for sine nærmeste? Må Løkke så heller ikke gå til mulige forældresamtaler? Hans blotte tilstedeværelse kunne jo befippe en stakkels lærer. Eller deltage i samtaler med den plejehjemsledelse, hvor hans forældre eller svigerforældre måske udlever deres sidste år? Af frygt for, at ledelsen skulle føle sig presset til det ene eller det andet? Det ville først og fremmest klæde kritikerne med en kende mere tillid til eksempelvis bemeldte skoleleder – de fleste af den slags jeg kender formår sædvanligvis udmærket at skille skidt og kanel – og dernæst udvise en kende mere respekt for, at der findes ægtefolk, der forsøger at passe på hinanden. Uanset deres officielle position i samfundet.
0 Comments
Klimarådet vil, som kronikeret i denne onsdags udgave af Børsen, erstatte energiafgiften ved at beskatte CO2-udledning. Det kan der være ræson i. Dels, selvfølgelig, fordi en omlægning kan medvirke til at sikre, at vi i Danmark kan leve op til vores klimamål, dels fordi omlægningen, som også Rådet fremfører, har potentiale til at forenkle vores skattestruktur. Men med tanke på, hvordan vores folkevalgte venner på Christiansborg normalt angriber den slags, så vil nyregulering ikke ende i mindre bureaukrati. Dertil er der tydeligvis ikke politisk vilje, in casuden nyligt foreslåede forenkling af bilafgifterne. Der endda var tæt på at være provenuneutral. Helt grundlæggende handler den manglende vilje nok mest om frygten for at få mindre ind til omfordeling. Netop derfor bør politikerne interessere sig rigtig meget for CO2-beskatning. Ikke kun fordi Klimarådet synes det er en god idé, men fordi slig fremfærd vil åbne nye muligheder. I alle fald, hvis de lader sig inspirere af den rigtige Donald i den småbitre Carl Barks-historie om Den Gyldne Hjelm. Her dekreterer Anders, som megalomanisk inspireret hersker over Nordamerika, beskatning af vores forbrug af luft med en luftmåler på brystet. Hvilket jo i sagens natur vil korrelere 100 pct. med vores individuelle udledning af CO2. Teknologien er tilstede, og udover at staten vil kunne notere sig, hvor og med hvem vi til alle tider måtte lyste at være – og dermed give den kinesiske regering benhård kamp til overvågningsstregen – så vil individuel CO2-beskatning yderligere have den fordel, at der kan sættes ind overfor store miljøsyndere som maratonløbere, fodboldspillere og overvægtige. Mens vi andre, både mindre sportsinklinerede og eksempelvis taburetbesiddere, kan slippe billigere. Link til udsnit fra The Comics Journal på http://www.tcj.com/one-helmet-to-rule-them-all-the-golden-helmet/
Nærværende publikation har skiftet chefredaktør. Og de tidligere lederskribenter – Henriksen, Kristensen og Lyhne – har fået løbepas.
Det er nok en naturlig konsekvens. Ny kost og alt det der. Nogle, herunder denne signatur, begræder afviklingen. Andre glæder sig. Og nogle benytter lejligheden til at komme af med indestængte aggressioner og mindreværd. Blandt sidstnævnte kan måske henregnes den mestendels gammelrosa og sikkert ellers venlige kommentator David Trads. På Kommunikationsforum.dk forsøger han sig i alle fald med en ikke uvoldsom redaktionel ekskommunikation. Således med udfald mod den tidligere chefredaktørs ’infantile superliberalisme’, krabask til rygstykkerne af de nu forhenværende ligeså barnagtige medlemmer af lederkollegiet og så, som en catosk selvfølge, det for venstresnoede endorfinudløsende vanlige hip til yndlingsprügelknaben, Joachim B. Olsen. Man aner bag Trads’ ord en logrende indre grisefætter og ikke mindst højstemt fryd over det passerede. Men rigtigt perfidt, ondt eller nedgørende bliver udfaldene bare aldrig. Ingen skal naturligvis forpligtes udover evne, men Trads bør, hvis han virkelig vil gøre sig polemisk, gå i lære hos disciplinens grand old man, den ellers forrygende forfatter Carsten Jensen. http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Opgoer-med-infantil-superliberalisme Borgerlige miljøordførere vil af med Danmark Naturfredningsforening. Eller i alle fald samme forenings ret til at rejse fredningssager. Det kan man så mene om, hvad man vil.
Men helt grundlæggende er det interessant, at samme forening, som den eneste udover staten og kommunerne, netop kan gøre så – og tilsyneladende ynder at benytte sig af muligheden. Også selv om det måtte være henover hovedet på berørte lodsejere. Men som foreningen selv siger, så selv om man måtte slå sig i tøjret, så bliver det altid en god løsning. Når morgendagen gryer. Nå, nogle fråder givetvis over et sådant væmmeligt borgerligt anslag – hvilket foreningen nok også vil gøre, når dens repræsentantskab denne weekend render til powwow i det sydfynske – og andre vil sandsynligvis juble over udsigten til et livtag med uvæsnet; der angiveligt er en af vores gamle ven Staunings længst overlevende efterladenskaber. Foreningens vist nok oftest fremførte raison d’etre er, at den er på naturens side; plejer, beskytter og den slags. Og lidt implicit, at vi andre, ikke mindst os, der bor, lever og arbejder ude i naturen, er nogle skidte koner og karle, der bør stækkes i vores ødelæggende fremfærd. Den kunne også, foreningen, med udgangspunkt i dens 130.000 store medlemsskare, hævde et vist folkeligt mandat – den kalder i alle fald medlemmerne for ’vores styrke’. Men hvad så med Ældresagen? Alderdom angår jo også de fleste af os. På et tidspunkt, anyways. Og med flere end 800.000 medlemmer burde Ældresagen vel kunne forlenes med en-eller-anden lovfæstet ret, der ensidigt kunne anvendes til at tilgodese, ja, ældresagen? Uden nødigt hensyn til børn, unge og midaldrende? Eller hvad med de 230.000 medlemmer i FDM, Foreningen af Danske Motorejere? Skulle de så ikke, nu de er så mange, også gives en ligeså officiel ret til at gå i brechen for bredere veje og flere parkeringspladser? Og ensidigt og arrogant blæse cyklister, fodgængere og andre trafikale hindringer en hatfuld? Ældre og infrastruktur er vel ligeså vigtige som naturen. Eller hur? I Danmark er der cirka 9.000 fredede bygninger. Privat og offentligt ejede. Det er de, bygningerne, fordi de i deres udtryk, konstruktion eller noget andet mægtig vigtigt repræsenterer kulturarv. Altså noget vi ikke kan leve uden og derfor skal vide at værne om.
Ejerne af slige bygninger er pålagt at holde dem i forsvarlig stand. Og underlagt et ikke helt uoverformyndende statsligt regime, hvor konstruktionsmæssige ændringer skal forelægges, diskuteres, vurderes, forkastes, genindsendes, genovervejes, detailændres, inspiceres, kontrolleres og til sidst, i nogle tilfælde, rent faktisk godkendes af en fagkyndig sagsbehandlende arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen. Og godkendelsen sker som regel kun, hvis ejerens arkitekt formår at afkode sagsbehandlerens personlige smag, sans og præferencer samt, selvfølgelig, den pågældendes humør den dag godkendelsen – måske – gives. Bygningen og dens særkender skal bevares for eftertiden, for enhver pris og afgørelsen kan i øvrigt ikke ankes. Det kan kort sagt være op ad bakke med de der fredede bygninger. Der er derfor grund til at ønske Slots- og Kulturstyrelsen (bygherre) stort tillykke med den fine og konstruktive dialog den må have haft med Slots- og Kulturstyrelsen (fredningsmyndighed) om Nyborg Slot. Og ikke mindst den efterfølgende de facto affredning, der nu gør det muligt at omgøre den triste, gamle og kedsommelige østfynske kongeborg til noget publikumsvenligt med moderne museumsbyggeri, kedsomhedsknapper og lignende løjer. Det har givet bidraget til processen, at formanden for ‘Det Særlige Bygningssyn’, der angiveligt rådgiver kulturministeren og Slots- og Kulturstyrelsen om vistnok netop Nyborg Slot, samtidig er chef for det arkitektfirma, som er blevet hyret til at stå for samme løjer. Og for ejere af fredede bygninger understreger det kun nødvendigheden af at kende nogen, der kender nogen når de overformyndes næste gang. Hvis bare man kender hinanden godt nok, ja, så kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Uanset kulturarv. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|