Man siger stressede heste løber tilbage i den brændende stald. Hjem til de trygge omgivelser. Også selv om stalden ved ildsvåde er det modsatte. Men deres hjerner er vist heller ikke større end en valnød.
Sådan ser det også ud til i disse dage at være blevet fat med Danmarks Radio. Ikke nødvendigvis det med valnødderne, men det med de trygge omgivelser. For DR må befinde sig i en eksistentialistisk krise, når den ser ud til at ville tilbage i fortidens brændende stald med indslag, der i bedste clickbait-stil flages politiserende ad libitum med klassekampens røde faner smældende i baggrunden. Først var der generationsskifteproblematikken. I stedet for at stille skarpt på virkelighedens udfordringer – de titusindvis af mindre virksomheder, der påvirkes af generationsskiftets kapitaldræn – latterliggjorde DR Wermelin-agtigt i stedet diskussionen ved at prikke til misundelsen over den måske smalleste gruppe af alle virksomhedsejere: Adelige godsejere. Og nu senest, med samme lave og nok også en anelse tendentiøse fællesnævner, med skattegabestok til 320 familier. På baggrund af postulater bygget på usikre antagelser om usikre ekstrapolationer af usikre tal fra en lækkende bank i Schweiz. En udlægning som mere ansvarlige medier, hvilket i denne sammenhæng betyder stort set alle andre, bemærkelsesværdigt hurtigt har skudt ned. DR’s genopfundne mentale portrætstil kunne såmænd være pennet af Land & Folks Herluf Bidstrup: Grever, baroner og cigarrygende milliardærer, der skattesnydende sorgløst vælter rundt i høj hat, silkekjoler og store selskaber. Overfor en vadmelsklædt, beskidt og kuet befolkning, der, udbyttet, fattig og forpint, kun kan stå magtesløs med dens fedtede bør i hånden. Statsradiofoniens hukommelse må imidlertid være ligeså kort som de føromtalte krikkers. For flugten ind i fortiden er samtidig et løb ind i armene på eksempelvis salig Erhard Jakobsens hedengangne Aktive Lyttere og Seeres og deres evige og insisterende jagt på røde lejesvende. Det må være noget med valnødder.
0 Comments
NU skal SKAT kulegraves. Folketingspolitikerne falder over hinanden for at råbe højest på kommission, lynproces og nogens hoved på et fad.
Det er godt, og det er på tide. Lytter man til dem, der mener at have forstand på de dele, så skyldes SKATs dårligdomme i al væsentlighed fiffige IT-leverandørers evne til at binde skatteminister efter skatteminister noget på ærmet. Og så selvfølgelig, at SKAT er underbemandet, mangler ressourcer og lider under udflytningen til Ringkøbing og andre steder udenfor Valby Bakke. Og det alt sammen, fremhæves det ofte, fordi skiftende regeringer, og her især, fremhæves det endnu oftere, de såkaldt borgerlige af slagsen, med vilje har suget livskraften ud af den lidet folkekære myndighed. Optimisme på SKATs vegne Det lyder dramatisk. Og det er det måske også. Men jeg tror på den anden side, også selv om jeg måtte stå relativt alene med det synspunkt, at der er grund til optimisme på SKATs vegne. For mens den brudte borgfred og kommissionen, som i andre lande med bananstatsaspirationer, givetvis kun vil resultere i udskæld til de ansvarlige, måske endda en næse, hvis det går højt og kan lade sig gøre, så er jeg sikker på, at samme udredning har potentiale til at afdække hidtil upåagtede inddrivningskompetencer. Kompetencer der kan hjælpe SKAT ud af kviden. På vores landbrug har vi i alle fald haft fornøjelsen af gentagne besøg af lokale skatterevisorer, tre gange på kun fem år, som har været i stand til at identificere indtil flere voldsomme dispositioner, hvormed vi risikerede at unddrage fællesskabet vores bidrag – som indkøb af en brugt kontorstol, moms af et mindre advokatsalær og et uretmæssigt fradrag for medieskat. Et aldrig svigtende engagement Grunden til min optimisme er samme skatterevisorer. Deres skarpe øjne for selv de mindste detaljer. Den trætteløse nidkærhed, hvormed de udførte deres arbejde. Og så ikke mindst den imponerende stolthed, hvormed resultatet af deres anstrengelser blev forelagt os. Klart, tydeligt og fyndigt. Da de tilmed gjorde dette hele uden et avanceret IT-system, virker det oplagt, at undersøgelseskommissionen sætter sig for at identificere og siden overføre SKATs lokale inddrivningskompetencer til etatens koncerncenter. Vi skal så nok love at gøre vores og i fremtiden gemme alle faktura på indkøb af kontorstole og lignende, så der kan opretholdes skattemæssig ro og orden, også ude på landet. Det er næsten ikke til at bære at skulle gøre sig lystig over Hella Joof. Når man ved, hvor begavet hun er som skuespiller, som instruktør og som klog monopolist. Og når man ved, hvor morsom og underholdende hun er samme steder.
Så, stort kram! Men nedbrændte indianerlandsbyer som billede på en i os naturligt boende egodisruption er altså en vildfarelse. Først og fremmest er det vist så som så med det historiske belæg for den slags. Og det er der en vis logik i. Hvorfor skulle et folk, der lever på eksistensminimum, med vilje brænde deres bosteder ned? Det ville svare til, at inuitterne kastede deres igloer, slæder og sælskind i havet fordi de nu ligesom var nået til et naturligt stadie i deres udvikling. Not gonna happen. Dernæst tager den samfundsmæssige benefice af rygende ruiner i indianerlandskabet vist mestendels udgangspunkt i den flagellerende opfattelse af mennesket som korrumperet af civilisationen. Og forestillingen om de ædle vilde, der evnede at leve i pagt med naturen uden smag for luksus og det ydre; var i kontakt med alting og sunde og opretstående – i dag så glimrende eksemplificeret ved den herostratisk berømte TV-bonderøv. Men det er altså en paradisisk vildfarelse om lændeklæder og lavthængende frugter. Og i denne sammenhæng desværre et slør henover det måske vigtigste i Hella Joofs budskab: At vi ikke skal være bange for udviklingen. Ikke bange for fremtiden, ikke bange for, hvad der kan og skal ske. I mere end denne sammenhæng. Får frygten først overtaget, taber vi kontrollen med os selv og over hvad vi gør – og ikke mindst hvad andre gør ved os. Vores storkrammende venner i Alternativet vil gøre cpr-numre kønsneutrale. For at sikre, at de 7.000 oder so transkønnede i Danmark ikke udsættes for sexisme. Hvor er det dejligt, at der på tinge findes mennesker, der gerne vil sikre grupper hele vejen rundt i samfundet. Godt nok first world-problems, men alligevel.
Så hvorfor stoppe der? Hvad med om I i Alternativet udvidede jeres anti-sexisme-indsats til at omfavne hele befolkningen, og ikke kun de transkønnede og andre, trods alt, begrænsede grupper? Umiddelbart kunne I foreslå tre ting: Ændring af de danske retskrivningsregler, en modernisering af navneloven og, når I nu er i gang, detailregulering af børns leg i det offentlige rum. Med nye og tidssvarende retskrivningsregler kunne I fjerne de stærkt sexistiske og intimiderende personlige stedord og erstatte dem med ’hen’ – både i det skrevne ord og daglig tale. Og gerne med tilbagevirkende kraft, så litteraturen, også den klassiske, kan fremstå kønsneutral og ikke-intimiderende for dem, som kunne tage anstød. Hen som fælles stedord er uden held foreslået før, men I kunne i denne nyslåede 2017-udgave stå stærkt, hvis I kombinerede med grammatisk overgang til ren fælleskøn. Slut med det stærkt diskriminerende intetkøn, hvilket samtidig vil vise jer som imødekommende overfor de dele af den jyske befolkning, hvor samme intetkøn aldrig har vundet indpas. De ændrede retskrivningsregler kunne bakkes op af et forbud mod kønsreferencer gennem navne, herunder efternavne. Således skulle eksempelvis Jensen ændres til Jensperson, også med tilbagevirkende kraft, og fornavne som Tor, Mohammad og Jesus forbydes anvendt til børn af det køn, der førhen ville have været kendt som drenge. Endelig kunne I foreslå en børnelegelovgivning, så alt legetøj, i passende Steiner-stil, fremover skal være kønsneutralt og at klassisk-sexistiske og ekskluderende lege som ’far, mor og børn’ erstattes af inkluderende og bredde-orienterede lege som ’voksen, voksen og ungdom’, hvor der ikke illuderes kønsfastlåste roller. Og meget gerne med strafansvar for de, der førhen var klassificeret som de pågældende børns mor og far. De nævnte forslag vil naturligvis ikke alene udrydde sexisme og intimidation, men de vil være en sikker og god start. Og en væsentlig addition til jeres velmente, men måske også lidt tandløse forslag om neutrale cpr-numre. De fleste erkender, at disruption for det meste er gammel vin på nye flasker, om end de er meget, meget flotte, flaskerne. Og noget er der om erkendelsen; disruption er vist i en og anden form foregået til alle tider (ild, hjul og vaskemaskiner), og mon ikke de fleste etablerede virksomheder alligevel overlever, hvis de ellers er skruet bare nogenlunde fornuftigt sammen? Og de, der skal dø, også bare gør det?
Alligevel er det svært at se begrebet gå væk lige med det samme. Ligegyldigt, hvor åbenlyst hypet al virakken omkring disruption tilsyneladende er. Sådan fornemmer man også, at vores, i kortere øjeblikke kære, statsminister har set på det, da han bad nogen hjælpe sig med at lave et disruptionråd. For at sikre, som Løkke har udtrykt det, at vi kan "omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger." Og det er jo vældig fint, at en masse gode mennesker kan komme med i et godt råd, diskutere og måske endda barsle med en rapport, der måske vil fastslå, at forenklede regler, bedre adgang til risikovillig kapital og lavere skat er nødvendige hjørnesten, hvis Danmark skal disrupte sig frem i verden. Det er altid en god idé med kloge og gode folk, der taler sammen. Og rådet skal have al mulig held og lykke med denne ellers ikke særligt disruptive afart af "pick the winner". Men overordnet minder disruption-diskussionen og ikke mindst forestillingerne om det ikke-disruptede forarmede fremtids-Danmark lidt om den åndeløst intense vejrrapport fra et snedækket Bornholm i midten af 1980'erne. Her rapporterede en apokalyptisk stakåndet journalist live om intet mindre end det totale bornholmske infrastrukturelle snekollaps – alt imens en af postens små gule Renault'er, under det dramatiske indslag, helt og aldeles uanfægtet trillede forbi i baggrunden, givetvis i gang med sin vante rute. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|