Det er 20 år siden maskinerne første gang gav os klø i det ædle skakspil, indtil da hyldet som et begavelsesmæssigt stronghold. Den binære tilgang til verden var ikke et match for den menneskelige kreativitet, hed det sig.
Det var så dengang. Og den kunstige intelligens er siden kommet godt i gang med at forvise os til hjælpeklassen. Uden inklusion. Vores køleskabe kan selv bestille mælk, vi har apps, der diagnosticerer sygdomme bedre end vores egen læge og om føje år sidder vi komfortabelt med ryggen til rattet i selvkørende biler. Afhængigt af ståsted er den kunstige intelligens en velsignelse eller det modsatte. Den kan potentielt sætte os fri, skabe tid og rum for kreativitet, reducere fattigdom og gøre os alle rigere, bedre og mere lykkelige. Eller de stedse klogere maskiner kan efterlade os ensomme, triste og agterudsejlede, måske slavebundne. Endda døde, sådan Terminator-agtigt, fordi de nu bliver sure over at blive kaldt kunstige? Eller bare synes vi generelt fylder for meget. Om vi ender i Elysium, Hades eller noget midt imellem, så kan man håbe på, at den kunstige intelligens i det mindste sætter sig for at skrue op for den fonetiske indsats. Altså bruge noget krudt på at blive bedre til at tale. For selv om de er frygteligt kloge, de der maskiner, så kan jeg stadig blive i tvivl om jeg kan lægge besked på telefonsvareren hos et automatiseret telefonsystem. For hvad var det for et navn, der blev forsøgt udtalt? Eller om det er nu jeg skal stå af, når Linje 40E, endda med en chauffør siddende foran, på famlende maskindansk prøver at fortælle, at vi nærmer os Høje Tåstrup Station. Og også her ender i et kaudervælsk, der ville få selv Stephen Hawking til at græde. For det er dog pudsigt, at selv om vores teknologiske venner gør det muligt for os at parkere hjernen med deres milliarder af beregninger i nanosekundet, så lyder deres tale stadig mest af alt som det kulørte persongalleri i 80’ernes hedonistiske Leisure Suit Larry.
0 Comments
Der var engang, og det er ikke længe siden, hvor unge københavnere blev disset helt vildt. De anede ikke, hvad service var. De var dumme, de var dovne og de var møjforkælede.
Og deres manglende evner udi kundebetjening og hele servicefagets fremtid blev begrædt med opgivende henvisninger til de svenske unge, der især i København, iklædt barista-forklæder, stormagasinelle medarbejderkort og pæne interskandinaviske hejsan, kunne udføre deres arbejde uden at have nødig at lægge ansigterne i trætte, forfulgte folder. Det kunne man dengang godt gå og blive lidt trist over. For hvad skulle det hele dog ikke ende med. Nå, nu er det jo nok sådan de fleste generationer ser den næste. Jævnfør også vores gamle ven Sokrates’ brokkerier over datidens unge atheniensere. Der som bekendt ikke rejste sig op, når de ældre kom ind, talte dem imod og i det hele taget var mere end bare almindeligt øretæveindbydende. Så er det bare, at det er så utrolig dejligt at konstatere, at tiderne skifter. Ikke at jeg ikke bryder mig om at høre svensk. Det kan såmænd være helt pænt, ikke mindst, når det fremføres Bellmansk af lyse stemmer i midsommernatten og akkompagneres af generøse mængder mild hyldeblomstakvavit. Men fordi de nedgjorte danske unge, der i dag i meget større tal har fundet vej ind bag disken i københavnske restauranter, kaffehuse og stormagasiner, tilsyneladende helt har glemt, at de skulle være dumme, dovne og forkælede. Tværtimod, og selv om det altid er taknemmeligt at lave statistik med egne oplevelser som udgangspunkt, så oplever vi, ligegyldigt hvor vi går, min hustru og jeg, danske unge, der på alle måder har fundet ud af, at service faktisk er en ret fed ting at yde. Og at de også er supergode til det. Så bliver man så glad og tror på, at det hele nok skal gå alt sammen. Det er faldet nogle for brystet, at man som gæst i Legoland nu kan tilkøbe sig muligheden for at springe køerne over. Efter samme model, forstås, som amerikanske forlystelsesparker, med stort held, har givet deres besøgende mulighed for de sidste mange dekader.
Men det er selvfølgelig også big, bad corporate USA, hvor uligheden er forfærdelig, alle udnytter alle og de i øvrigt har en skrækkelig præsident. Spørger man de forurettede, erklærer de indigneret, at Legolands beslutning er frygtelig udansk, fordi den in their face fortæller deres børn, at der er forskel på folk. At nogen har råd til noget andre ikke har råd til. I et rum, hvor de, børnene, skulle være frie og uden andet for øje end leg, underholdning og fornøjelse. Umiddelbart tror jeg forargelsen over den komparative fattigdom er noget, der mestendels ligger forældrene på sinde. De fleste børn jeg kender ville blot have et skuldertræk til overs for fænomenet. Det ligner jo trods alt det, de ser en del andre steder: Sofarækken i biografen, parterren i teateret og naboens opgraderede grafikkort. Har man tilmed haft fornøjelsen af eksempelvis amerikanske Universal Studios og Disneyland, så ved man, at det vil være mere på sin plads, at den indignerede slavehær rejser sig og hylder den danske parkledelses beslutning om at udnytte, at nogle har flere penge end andre. Helt grundlæggende kan man nemlig nu, hvis man altså har råd, prioritere at få prøvet alting hurtigt. Og måske være så heldig at komme videre til noget andet, mindre skærsild-agtigt, udenfor Billund og gamle Godtfreds klodser. Der er en masse palaver om ulighed, og at det vist ikke er så godt lige nu. De rige bliver rigere hurtigere end de fattige bliver mindre fattige.
Og den større sociale ulighed er, lyder både professorale og politiske tordenrøster, mægtig farlig, fordi den fører til mindre tillid og mere kriminalitet. Uha! Det må være derfor vores børn opgav at sælge æbler ved vejen. Pengene blev hugget. 25 kroner, 50 kroner. Anseelige summer, når man sparer sammen til kaninfoder og den slags – og har brugt tid på at samle, sortere og vaske. Og penge på indbydende poser. Måske var det derfor vores lokale put-and-take lukkede, da dens pengeskab for femte gang blev åbnet med skærebrænder og tømt for de 300 kroner som dagens lystfiskere havde erlagt. Eller derfor olietørstige, lyssky elementer drages af brændstoftanken til vores korntørringsanlæg. Og tømmer den hurtigere end vi selv kan, hvis de får lov? Se, det er jo så en mægtig god forklaring. Al den voksende ulighed. Føj for pokker. Men, hov, hvad så med i gamle dage? Hvor der vistnok var mere ulighed? Hvor færre havde mere og de fleste henslæbte deres udbyttede liv i åbenbart stærkt kriminaliserende armod? Uden ret meget salt til deres æg eller sjove ting på to do-listen? Dengang, hvor vi, herude på landet, ikke havde nødig at låse hverken biler, værksted eller hoveddør. Hvor ungernes æblesalg kunne florere uden forbipasserende tømte pengekassen. Hvor brændstoftanken kunne stå ulåst midt i gården uden nogen kom i nærheden af at lænse den uberettiget. Nu har jeg ikke megen eller kvalificeret forstand på samfundsvidenskab og kriminologi, og jeg ved også, at det er taknemmeligt at lave statistik på tre punkter. Men det forekommer mig alligevel, at den stordundrende ulighedstale mestendels er teatertorden? Og at der er andre og mere farlige ting på spil end to procentpoints oder so stigning i uligheden i et af verdens i forvejen mest udglattede samfund? |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|