Samfundet skrider.
Dekade efter dekade med tiltagende ansvarsforflygtigelse som konsekvens af statens umyndiggørelse. Ingen skal have ansvar for noget. Ingen skal lære noget, ikke alle kan lære. Vi er alle ofre, det er samfundets skyld og alt det der. Offerkortet spillet i hænderne på os alle sammen. Alle har mistet respekt for alle og alting. Egoismen regerer. Overalt. Men selv om de fleste helst vil skyde skylden på Joachim B. Olsen, de politisk korrektes prügelknabe numero uno, så kommer uvæsnet altså ud af de mange dekader med målrettet umyndiggørelse. Samtidig vånder børnehaver, folkeskoler og andre institutioner sig under voksende omkostninger. Plejehjem spinker, sparer og berøver de ældre den smule anstændighed som de burde have, også selv om nogle af dem netop er 70’ernes venstreorienterede topegoister; dem, der har ført os direkte ind i tidens ucharmerende og respektløse me, myself & I. Men hvordan gør vi så noget ved det? Well, et naivt bud kunne være at udvide den traditionelle værnepligt til en egentlig samfundspligt. For alle unge i en årgang. Uden mulighed for at trække frinummer eller på anden måde undslå sig at bidrage til fællesskabet. Ni måneders samfundspligt, hvor de unge ikke kun sættes til at forsvare landet, men i lige så høj grad sættes til at forsvare og bidrage til den medmenneskelighed som vi har ladet os berøve en hel del af. Det kræver selvfølgelig en masse koordinering og alt muligt andet administrativt – og uden tvivl korsets tegn fra mine liberale venner og helt sikkert indignerede oratorier fra forbenede og forbitrede fagforeningsfolk – men tænk, hvor mange varme hænder, der hvert eneste år kunne sendes ud til plejehjem, daginstitutioner, sygehuse og skoler. Og hvor meget hver årgang unges målrettede omgang med ikke kun forsvaret, men også ældre, syge og børn kunne bryde egoforbandelsen og styrke respekten, samhørigheden og fællesskabsfølelsen i samfundet.
0 Comments
Landbrug & Fødevarer på Axelborg i København – landbrugets fremmeste interesseorganisation – vil sætte ind overfor journalister og medier, der fordrejer viden og anvender forkerte fakta.
Good luck, siger jeg bare. I alle fald når man nu befatter sig lidt med jordbrug. For står mediernes behandling af landbruget til troende, er vi djævleyngel, der kun er ude på at svine, snyde og bedrage naturen. Og ikke mindst forgifte intetanende, forsvarsløse forbrugere med vores afstumpede fødevarer. For ikke at tale om grundvand, fjorde og sangfugle. For indsatsen bliver givet en kamp uden lige. Jeg delte i sidste århundrede kontor med en anden erhvervsjournalist. Det var godt nok. Sparring og den slags. Og der var som regel rimelig roligt i vores ydmyge kontor. Bare ikke når talen faldt på landmænd. Som vi også skrev om før alting blev IT-bobler, biotek og fallerede start-ups. For min ellers rolige, dygtige og afbalancerede kollegas holdning til landmænd var klar: Bønder var nogle svin, der kun var ude på at rage til sig. Ude på at ødelægge naturen. Og de skulle bare ikke have lov at forgifte hans små børn med al deres gift og sprøjtemidler og uhumskheder. Nu har nybagte forældre tit flossede nerver og bølgerne kan gå lidt højt, når talen falder på deres blåøjede småfolk. Så de skal have lidt plads, forældrene. Og måske lidt tilgivelse. Alligevel tillod jeg mig, runden af landmandsslægt og fornemmelsen af en vis samhørighed mellem natur og menneske herude på landet, at forklare min søvndepraverede kollega, at ikke alle bønder var svin, at det nok var de færreste af dem, der bevidst havde sat sig for at skade hans øjesten og et par andre fakta. Men det resulterede kun i en rødøjet erklæring om, at han, som journalist, ville bruge alle muligheder han fik til at skrive dårligt om landbruget. For de satans bønder skulle sku’ ned med nakken, hvis han havde noget at sige. Hvilket han så siden fik i den danske medieverden. Og hvis det er grundholdningen rundt omkring, så kan man godt forstå mediernes ofte imponerende faktaresistens i forhold til landbruget – som fejlagtige MRSA-påstande, selvfed mediefejring af ’Gyllegate’ og hovedløs løben efter haleløse grisebasser i bur – og hvordan den fjerde statsmagt, uden blusel, skipper de ellers højt besungne idealer om journalistisk objektivitet. Så, Landbrug & Fødevarer, og alle os andre, good luck. Uafhængigt af trosretning ender jeg nok i helvede. I alle fald i en længere periode. Med alt det, som jeg trods alt, forvarende og uforvarende, er kommet til at genere en eller anden hævngerrig gudfætter med gennem snart 53 år på kloden.
Det er imidlertid ikke udsigten til skærsilden, der skræmmer. Det er derimod, at jeg kommer til at besøge vores gamle ven Lucifer alene. Ikke et ord om Prins Henrik, men fordi min dejlige hustru, når tid er, ikke kommer med over Styx. Nu er hun i forvejen ikke den mest oplagte passager på Charons skiv, men der er mindst endnu en ting, der holder hende i sikker arms length af billetlugen. For hun udlejer boliger. Og det skulle være ganske vist, at den tid man bruger på utaknemmelige lejere, bliver godskrevet en i helvede. Medierne er fra tid til anden i oprør over faldefærdige rønner og forpinte lejere. Svamp, fugt og generelle uhumskheder. Manglende vedligehold og udbyttende udlejere. Astmatiske småbørn og tilbageholdte deposita. Og jo, der er givet vis noget om snakken. Men hvornår er der nogen, der laver samme mikrofonholdende følelsesporno om os udlejere? I alle fald de af os, der prøver at opretholde en vis standard med løbende vedligehold, opgraderinger og generelt godt kan lide at passe på vores ting? Hvornår får vi lov at fortælle tårevædet om lejere, der ikke betaler husleje eller vandafgifter, der splitter nyopsatte køkkener ad, som lader deres bandana-klædte kamphunde rasere haver, naboer og vildtremiser, som ikke gider klippe hække eller græs, som garnerer haver og gårdspladser med allehånde bilvrag og brugte europaller, som nægter at flytte, når deres kontrakt udløber, der tørrer tøj indenfor med fugtskabende gasovne, som hober skrald og brugte bleer op i garager, lofter og udhuse eller ødelægger nye vinduer, døre og gulve, når de altså ikke lige kører som sindssyge på grusvejene. Og til sidst, som den naturligste ting i verden, melder os til de venlige mennesker i Lejernes Landsorganisation, der beredvilligt og uden ret megen skam i livet kvitterer med en skrivelse, som mest af alt omhandler ting, som lejeren selv har forårsaget. Og som vi så kan bruge de næste to år på at udrede. Med advokater, tænders gnidsel, gråd og dårlig karma. Heldigvis er langt de fleste af de mennesker, der bor i vores huse – der for blot en generation siden var levested for de mange familier, der udgjorde fællesskabet omkring vores gård – søde, rare og venlige. Passer på tingene og betaler deres leje. Og er glade for at bo her. Men en gang imellem kommer vi til at leje ud til nogle galninge. Men det er altså mest min hustru, der drager fordel af det. Omend det først bliver i det hinsides. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|