Man kan godt forledes til at tro, at staten er en organisme med et eneste formål: At vokse sig større. Også selv om den ofte pakker sig ind i mere eller mindre relevante samfundsopgaver. Men på bundlinjen syner det, at statens eksistens mestendels handler om at rage magt til sig. Koste det hvad det vil.
Nogle kan synes det er odiøst – kunne jeg muligvis også – men det er nu nok systemets natur. Det kan i alle fald være derfor, at opgaver aldrig løses enkelt. Selv om alle kan se fornuften i at gøre netop det. Det er selvfølgelig halsløs gerning at se bort fra den polemiske ligheds- og fordelingsdiskussion, men hvor enkelt ville det ikke være med en flad skat? Vi kunne sætte en ipad op – gerne i Ringkøbing eller Nakskov – til at holde øje med rettidige skattebetalinger og samtidig sætte alle de gode mennesker fri til at beskæftige sig med noget, der rent faktiske skabte værdi i samfundet. Øget velstand, velfærd og den slags. Men, næhnikkenej, skatteinddrivning er bestemt alt for kompliceret til en så enkel løsning. Nå, men så bilafgifterne da? De er da simple: Der importeres en bil, der skal pålægges en registreringsafgift. Bum. Men også her bliver det næhnikkenej. Eller som en gammel bekendt refererede på Facebook om forliget: ...man fjerner fradraget på ABS og ESP = 6250 kr. Så øger man selealarm fra 200 kr. pr. selealarm til 1000, dog maks. tre = 3000 kr. Det er 3250 mindre. OK. Har bilen fem stjerner så er det 8000 i stedet for 2000 = 4750 større fradrag i alt. Og så er grænsen for fradraget for at køre langt hævet fra over 16 km/l til 20 km/l. Og grøn ejerafgift øges med 500 kroner pr. trin. Så er vi på 4250 kr.... Var staten så bare komplicerende på et enkelt område, ja, så kunne vi måske leve med det. Der synes bare ikke at være nogen nedre grænse for de ting, som staten vil lægge sin mestendels klamme hånd på. Eller nogen øvre ditto for, hvor komplicerede og uigennemskuelige tingene, hvor enkle de end er i udgangspunktet, skal gøres. Men, selvfølgelig, hver en krølle styrker magten. Og stækker vores selvbestemmelse.
0 Comments
De kloge siger, at en af grundene til, at dansk landbrug tæskes rundt i manegen af medier og politikere er, at ingen længere har bedsteforældre på en bondegård et-eller-andet sted i provinsen. At mange mennesker i dag når skelsår og alder uden at se en ko, en grisestald eller en gulerod blive trukket op af jorden.
På den vis er det egentlig ret imponerende, at De Radikale med deres seneste forslag om omlægning af landbrugsstøtten – Småt er godt – åbenlyst rækker tilbage til deres oprindelse i krigen mellem forpinte husmænd og udbyttende storbønder. Til en tid, hvor landet frilandsmuseumsagtigt bestod af hyggelige landbyer med stråtag, stokroser og svinestier. Og bønder, der agede med stude, mens blussende malkepiger trak halm af håret og Poul Reichardt fløjtede ørehængere i en evig sommer. De Radikale vil ændre landbrugets grundbetaling – hektarstøtten – for at favorisere mindre landbrug. Det skal, synes de, være attraktivt at futte rundt på sine 20 tønder land – og måske rykke føromtalte malkepige lidt i fletningerne, hvis hun bliver for kæk, måske klø grisen lidt bag øret. Mens det at drive et effektivt, større landbrug skal gøres mindre attraktivt. Forslaget er en tour-de-force i verdensfjernhed. Danmark er en del af en større verden. Hvor behovet for sikre fødevarer vokser – de større bedrifter i Danmark står for 90 procent af produktionen – og som ikke har noget problem med fornuften i, at landbrug drives rationelt, effektivt og økonomisk optimalt. Men, selvfølgelig, hvis ens opfattelse af landbruget og hvordan det bør være, hentes hos Morten Korch, så er basale ting som fødevaresikkerhed, konkurrence og økonomi ligegyldige. Og kan der med stokroseidyllen hentes en speltstemme eller to, så er det jo lige meget med storbønderne - for dem er der i alle fald ikke mange radikale stemmer i. Sommerens mange musikfestivaler handler i bund og grund om tre ting.
De to af dem er fadøl og smøger. Og oftest rigelige mængder af begge. På samme måde som Folkemødet. Bare knap så voldsomt og som regel med noget færre anløbne mediekändisser. Det er lidt ligegyldigt, hvor man tager hen i landet. Og lige ligegyldigt, hvor meget arrangørerne tilsyneladende forsøger at overgå hinanden i at garnere deres arrangementer med floromvundne vendinger – en kalder sig den smukkeste, en anden den hyggeligste og en tredje demokratiets festuge. Eller hvor meget de forsøger at pakke sig ind i illusorisk smægtende grafiske gevandter, der skal lede tankerne væk fra den gang mudder, som den danske sommer de fleste år desværre forvandler de fleste musikfestivaler til; et fedtet søle garneret med lattergasampuller, tomme Sure Fjæs og cigaretskod. For slet ikke at snakke om duften af forrettet nødtørft og andet organisk overskudsmateriale. For festivaler handler jo i bund og grund om de hersens tre ting. Hvoraf de to altså er masser af fadøl og mindst lige så mange smøger. Derfor er det interessant at se, at i alle fald én af landets mange festivaler helt åbenlyst ikke har forskrevet sig til hverken inkluderende slogan eller påstået speltinficeret bæredygtighed. Men ganske enkelt og uden skam i livet holder fast i netop fadøl og smøger som bærende elementer i markedsføringen. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|