Embedsmænd skal være loyale.
Omsat til praksis betyder det vist nok, at de, uden at kny, skal føre deres ministers beslutninger ud i livet. Uanset om ministerkusinen er rød, blå eller leverpostejsfarvet. Og uanset om samme embedsmand bifalder samme ministers udlægning af teksten. Det gør de fleste sikkert, embedsmændene altså. Men ikke alle. Ser det ud som om. I alle fald ikke indenfor fiskeriområdet. Nogle læsere vil erindre BBC’s ikke umorsomme Javel, Hr. Minister. Hvor skarpe Sir Humphrey rutinemæssigt og drevent kører sin velmenende, men labile minister rundt i manegen. Og tydeligt lader ham, og os på den anden side af den fjerde væg, forstå, at administration af et land sandelig er alt for vigtig til at overlade til tilfældige folkevalgte. Det er ikke til at vide, og vi får nok aldrig den hele sandhed. Om det også har været parolen hos embedsværket i Fiskeristyrelsen, der netop har holdt flyttedag fra den gode Esben Lunde-Larsens resortområde til Udenrigsministeriet. Men et-eller-andet fishy kan man godt forestille sig der må have været. Ikke mindst, når det i jobannoncen for styrelsens nye direktør fremhæves, at en af den nye styrelsesdirektørs primæropgaver er at udvikle en ny kultur, hvor der særligt på tilsyns- og kontrolområdet er fokus på administration indenfor lovgivningens rammer.
0 Comments
Fake News er kommet på mode. Alle vånder sig, demokratier forfalder og kaffen bliver kold. De falske nyheder handler selvfølgelig om bevidst lancering af urigtige budskaber. Og at afsenderen udmærket kender til sagens rette sammenhæng men bevidst ønsker at manipulere modtageren. De har åbenlyst altid været der, de falske nyheder. Men indflydelsen og især frygten for dem vokser. Måske i takt med vores stigende åndelige formørkelse og tandløsheden i mediernes nyhedsalgoritmer. Samme formørkelse skubber efter alt at dømme også grænserne for, hvad vi med ret og rimelighed kan tillade os at postulere om dette og hint. Således Dyrenes Beskyttelses stort anlagte burgrise-kampagne i sensommeren. Hvor danske svinebønder helt åbenlyst skulle have en på frakken. Og hvor en påvist, massiv faktaresistens – der findes ikke ’burgrise’ og dansk dyrevelfærd er generelt ret høj – blev bagatelliseret af Dyrenes Beskyttelse. Med en arrogant forklaring om, at lanceringen af begrebet burgrise jo var sket med et glimt i øjet. Og implicit, at det da bestemt ikke og ingensinde var et angreb på nogen, og da slet ikke de danske landmænd. Godt, så! Nu har Coop, de rygende rester af vores nationalklenodiske solidariske forbrugsforeninger, lanceret en lige så speltsegmentleflende økologikampagne. Med beskyttelsesdragtklædte grøntsagsspisere som blikfang for det emotionelt insisterende, men ligeså faktaresistente budskab om, at ikke-økologiske grøntsager er smækfyldt med rester af planteværnsmidler. Og underforstået, at danske grøntsagsproducenter også er nogle svinemikler. Til næsten forbilledlig forskel fra Dyrenes Beskyttelse er Coop dog mere upfront om at være ude på det budskabsmæssige overdrev.
Koncernens chef for intet mindre end Corporate Social Responsibility får således spalteplads til at fremføre, at det er bedre at spise mere frugt og grønt end at stoppe af frygt for pesticidrester. Om end det sker på side 6. Gemt inde i en anden sætning. Og næsten trykt med svagere sværte. Det er altid et stort arbejde at hverve medlemmer til sin sekt. Dyrenes Beskyttelse, som eksempel, er jo i sidste ende en forretning, der skal hive penge hjem for at holde systemet kørende. Og, som vores gamle ven Machiavelli foreslog, så kan man jo altid beslutte, at målet helliger midlet. Men det er lidt uskønt, når det sker med udgangspunkt i allerede erkendte usandheder. Så bliver kaffen altså først rigtig kold. Inde i min udskældte, stenhårde og neoliberalistiske rustning bor en blød og svampet nationalkonservativ erhvervsromantiker.
Ikke en voldsom fætter af slagsen, men alligevel bastant nok til at mene, at ikke alle samfundsopgaver nødvendigvis skal løses ved min navnebroders usynlige hånd. Eksempelvis rigets forsvar og kriminalitetsbekæmpelse. Der på samme måde som sundhedssystemet, i alle fald broderparten af det, måske ikke behøver blive udbudt til laveste pris og fællesnævner hos en-eller-anden skemaafkrydsende service provider. Samme svampefætter har da også haft ondt når skiftende regeringer har skaffet sig af med dele af landets infrastruktur. TDC, Københavns Lufthavne, DONG. Haft det lidt som om noget af samfundets trygge, guldalderagtige rygrad uigenkaldeligt forsvandt. Men min lille svampefætter må stedse sluge flere bitre virkelighedspiller. Og stedse erkende, at det bliver sværere at forsvare mange af de offentligt drevne virksomhed. DSB behøver ingen yderligere forklaring. Ej heller gør SKAT eller de multiple, skandaløse offentlige IT-udbud og sygehusbyggerier, hvor ukendte gernings- og embedsmænd holder elaborate spendérfester for andres folks penge. Eller som nu senest PostNord, hvor ledelsen endnu engang forsøger at restituere sin betændte økonomi med en portoforhøjelse. På trods af kontinentets højeste porto, længste omdelingstid og mindst infatuerede kunder. Jamen, altså, for pokker da. Det er da helt mage- og hovedløst. Måske er den Smith'ske hånd et meget godt bud. Selv for en Svampebob-lignende romantiker... |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|