Ingen fællesnævner er for lav, når tabt stemmekvæg skal tilbage i fæhegningen. Det syner at være parolen hos Folketingets bedstekrammer i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
Alternativets big cheese, der ellers gerne slår til lyd for høvisk tale, lægger i alle fald ikke fingre imellem, når han kronikerer over jordbrugserhvervet. Jo, hans ord danser bløde og venlige rundt i spalterne. Han vil landbruget det godt, skal angiveligt forstås. Og så alligevel ikke: For danske konventionelle landmænd er tilsyneladende anomaliske ikke-mennesker; forgældede, sprøjteafhængige og natursvinende som de er. Og de skal i deres naturhadende og -skadende form fjernes fra jordens overflade. Gerne indenfor de næste par dekader. Hvis det altså står til Alternativet. Det speltsegmentleflende budskab overrasker ikke. Ej heller Elbæks forbigåelse af konsekvenserne ved die totale Ökologie. Uanset, at disse er veldokumenterede og uomtvistelige. Men dybest set er det vel lidt utjekket, at Elbæk kun rækker tilbage til 50'erne for at finde landets landbrugsteknologiske økocrescendo? Når nu vitterligt alting var bedre dengang, så turde middelalderens hestedrevne jordbrug måske være en mere honnet og bæredygtig ambition? Eller den tidligere middelalders stude? Altså fra før ploven blev hjulbåren? Nå, det er sikkert noget med mands minde, uldboldebløde kattekillinger og naboens ditto datter på et sommerhedt høloft. Det kunne imidlertid være mere end meget klædeligt, hvis grundlaget for samtalen (sic!) om landbruget, og ikke mindst vores rolle i at sikre sunde og bæredygtige fødevarer til en voksende global befolkning, ikke tog udgangspunkt i billedet af et trældomsjordbrug i en hjemlig andedam. At Elbæk & Ligesindede vovede at droppe anomali-tankegangen og i stedet stillede sig ovenpå dansk landbrugs dokumenterede evne til at frembringe sikre, sunde fødevarer med et reelt minimalt forbrug af plantebeskyttelsesmidler. Og i tilgift anerkendte Danmarks position som globalt ledende indenfor klimaeffektiv produktion; ikke kun til det lille lokale Ø-mærkede marked, men også og især udover landets grænser. Men sligt vovemod er der givet ikke mange stemmer i. Især ikke, når og hvis vi allerhelst kun ser egen næsetip.
0 Comments
I et stadigt mere forrået, mistænksomt og surrealistisk Danmark, hvor en tredjedel af hovedstadens indvånere speltleflende kaster deres ubetingede kærlighed på folkevalgte krypto-kommunister, hvor dårligt dansende tylskørtklædte gøglere gladeligt og samvittighedsløst lader det politiske virke finansiere af skattelypenge, hvor anstødte, halvglemte forfattere halvfornærmet tager sig en mega-Maude og forlader deres udgiver-arne, hvor smågnavne klummeskribenter småperfidt føler sig kaldet til at bruge spalteplads til at nedgøre andres massivt imponerende sportspræstationer down under, hvor politiske ledere labilt og rygmarvsagtigt gang på gang på gang kravler op for blot at falde ned igen og igen og igen, og hvor en uge på toppen af riget tilsyneladende truer med at få det hele til at gå i fisk for landets øverste, ja, så er det helt rart med en tur ud af CPH til Europas måske mest dysfunktionelle land, hvor man trods alt stadig tror nok på hinanden til at lade betaling for drikkevand være op til den enkeltes samvittighed...
Det er næsten sødt som de københavnske tiljublere af Enhedslisten og Alternativet nu tilsyneladende er i oprør. Over at de to partier fravælger posten som beskæftigelses- og integrationsminister i hovedstaden.
Sødt fordi det viser deres, vælgernes, mangel på indsigt i det stof, som de to partier er gjort af. Men i stedet forføres af sirenesang om festivaler, bredere cykelstier og mangfoldighed – og nogle måske endda af udsigten til slappe mandlige kønsorganer på eksperimenterende regnbuebeverdinger. For selvfølgelig er det nemmere at vælge poster, der ikke handler om mennesker. Selvfølgelig er det nemmere at kaste sig jublende over områder, som handler om døde ting. Og selvfølgelig vil partier, der grundlæggende slår sig op som ødelande for andre folks penge, aldrig kunne påtage sig et reelt ansvar for andre mennesker. Først og fremmest fordi de ville skulle stå ansigt-til-ansigt med real life udfordringer. Hvor konsekvenserne af deres handlinger og indsats har betydning for andre menneskers ve og vel. Og hvor enhver prioritering har en bagside. Dernæst fordi de, hvis de rent faktisk påtog sig ansvar, ville miste den jomfruelige dyd, der fortsætter med at tryllebinde mennesker til et dystopisk utopia. Det giver selvfølgelig mening, at de to grupper ikke vil noget. Så ville det være slut med at danse frit, frivolt og festende omkring i tylskørt. Slut med at harcelere harmdirrende og indigneret mod dette eller hint uvæsen. Forårsaget af rigtige beslutninger truffet af rigtige politikere. Så det kan i virkeligheden ikke overraske ret mange. I alle fald ikke udenfor Ø og Å. Men, well, nu falder den slags oprør jo altid lidt sammen som tiden går. Og mon så ikke de mange sure københavnske Ø og Å vælgere trods alt er vundet tilbage? Med lysende parkbænke, inkluderende danseopvisninger og grøn jul? Og over de næste fire år formås til at glemme, at det godt kan betale sig at se sit stof efter i sømmene. Før man sætter sit kryds. Vores gamle ven Simon Spies gnækkede, at dårlig omtale er bedre end ingen. Den læresætning har strategerne i Alternativet tilsyneladende taget til sig.
Her op til kommunal- og regionsvalget. Det har i alle fald nok ikke været nok, at Uffe Elbæk, andedammens politiske krammebamse numero uno, som optakt til partiets landsmøde tidligere på året, tweetede hoftevridende i lysegrønt tylskørt i sin populistiske jagt på det kvasi-despotiske, ansvarsfrie samfund, hvor der nydes efter behov, ydes efter evne og ressourcerne gror på (økologiske, bæredygtige) træer. Heller ikke selv om han har garneret utopien med råcreme, mindfulness og frivillige erhvervsklimafonde. For anstrengelserne har ikke medført meget andet end hævede øjenbryn, overbærende bemærkninger og skæve grin. Dette dansende uvæsen. For useriøst. For pjattet. For alt muligt det som politik ikke er. Eller bør være. Enter Simon Spies. ”Hej, hvordan får vi kørt os i stilling til valget?” ”Altså, vi har en perlerække af ting, der kan bruges. Huske dårlig omtale og så videre.” ”Hmm, okay. Hvad med vælgerne?” ”Ha, det ved du. De æder den råt. Vi kan jo gå på vandet.” ”Okay. Hvad så?” ”Kan du huske de 450.000?” ”Øhh, ja, kør den lige forbi mig igen.” ”Jo, vi lækker, at de kom fra Gibraltar og Luxembourg.” ”Ahh, det er jo fremragende. Sikke en overskrift. Men det er vel ikke nok?” ”Nej, nej, men vi har meget mere.” ”Lad mig høre. Kommunalvalget er jo lidt vigtigt. Vi skal bruge publicity.” ”Altså, vi viser, at vi kan det politiske spil. Vi går efter Allerslev. Hvæsser kløerne. Så følger vi op med en lækket historie om topstyring. Bare hvis nogen skulle tro vi er et hyggeparti. Får en afhopper. Eller to.” ”Jeg synes det lyder rigtig godt.” ”Men gryden skal koge mere. Vi skal også have sex. Noget lurvet. Noget med en ung og en gammel. Numseklap og gramsen. Det sælger billetter. Så fryser vi gruppeformanden ud. Og laver en intern undersøgelse. Så ser vi også ansvarlige ud.” ”Ha, det bliver jo helt godt. Mere?” ”Yes. Prikken over i’et bliver en mail med dick pics til 100-års festen. Dét skal nok få de sidste op af stolene. Og det bedste bliver, at det hele kan angres på Facebook?” ”Angres?” ”Ja, selvfølgelig. Alle elsker en angrende synder.” ”Me like. Forstår sku’ godt du er strategen her. Sæt i værk.” |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|