I Danmark er der cirka 9.000 fredede bygninger. Privat og offentligt ejede. Det er de, bygningerne, fordi de i deres udtryk, konstruktion eller noget andet mægtig vigtigt repræsenterer kulturarv. Altså noget vi ikke kan leve uden og derfor skal vide at værne om.
Ejerne af slige bygninger er pålagt at holde dem i forsvarlig stand. Og underlagt et ikke helt uoverformyndende statsligt regime, hvor konstruktionsmæssige ændringer skal forelægges, diskuteres, vurderes, forkastes, genindsendes, genovervejes, detailændres, inspiceres, kontrolleres og til sidst, i nogle tilfælde, rent faktisk godkendes af en fagkyndig sagsbehandlende arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen. Og godkendelsen sker som regel kun, hvis ejerens arkitekt formår at afkode sagsbehandlerens personlige smag, sans og præferencer samt, selvfølgelig, den pågældendes humør den dag godkendelsen – måske – gives. Bygningen og dens særkender skal bevares for eftertiden, for enhver pris og afgørelsen kan i øvrigt ikke ankes. Det kan kort sagt være op ad bakke med de der fredede bygninger. Der er derfor grund til at ønske Slots- og Kulturstyrelsen (bygherre) stort tillykke med den fine og konstruktive dialog den må have haft med Slots- og Kulturstyrelsen (fredningsmyndighed) om Nyborg Slot. Og ikke mindst den efterfølgende de facto affredning, der nu gør det muligt at omgøre den triste, gamle og kedsommelige østfynske kongeborg til noget publikumsvenligt med moderne museumsbyggeri, kedsomhedsknapper og lignende løjer. Det har givet bidraget til processen, at formanden for ‘Det Særlige Bygningssyn’, der angiveligt rådgiver kulturministeren og Slots- og Kulturstyrelsen om vistnok netop Nyborg Slot, samtidig er chef for det arkitektfirma, som er blevet hyret til at stå for samme løjer. Og for ejere af fredede bygninger understreger det kun nødvendigheden af at kende nogen, der kender nogen når de overformyndes næste gang. Hvis bare man kender hinanden godt nok, ja, så kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Uanset kulturarv.
0 Comments
I historisk sammenhæng virker det rigtigt at udflytte statslige arbejdspladser.
Rigtigt at opdele eksempelvis skatteinddrivende monstrummer i mindre monstrummer; at flytte styrelser fra hovedstaden til Tønder, Thisted og Tranekær. At medvirke til, at hele landet kan føle sig som en del af hele landet. OK, det er selvfølgelig en udfordring for nogle. Netværk, skoler, badmintonklub, speltboller! Men for os, der bor vest for Valby Bakke, har gjort det i en årrække og ved, at det rent faktisk er muligt at eksistere herude, så virker hyleriet fra de 'udflytningstruede' statsansatte som, ja, netop hyleri. For vi har skam både bagere, der bruger spelt, badmintonklubber, skoler og netværk. Og vil være glade for både nytilflyttere, ekstra arbejdspladser og ikke mindst inklusionen i landets virke og administration. Det er på en højere klinge, at udflytningen bliver rigtigt rigtig. Fordi den måske kan medvirke til at, om ikke rydde, så i det mindste rydde op i den offentlig sektor. På samme vis som når kongen i gamle dage, når han var blevet træt af sin administrations indspisthed, nepotisme og korruption, simpelthen flyttede by – Ribe, Roskilde, Skanderborg, Nyborg og Kalundborg for at nævne nogle af de, der gennem tiden har været kongesæde. Den er næsten for forudsigelig. Og derfor svær at gøre sig lystig over. Enhedslistens de factofornærmende pinlige fortielse af fratrædende borgmester i København Morten Kabells eftervederlag på en halv million kroner.
Vores latte-revolutionære øvenner er ellers ikke sene til at lade krabasken falde når andres splinter skal tvinges frem. Eksempelvis den små Carl Holst og dennes eftervederlag. Som han måtte vinke farvel til. Efter politisk pres. Vistnok især fra Enhedslisten. Grådighed og pamperi, svirpede det i alle fald. Det kan ikke have sin rigtighed, lød det vist også í den sammenhæng voldsomt indigneret og salvelsesfuldt fra Ø’s Skipper. Der underforstået naturligvis var ganske og aldeles hævet over den slags. Men hvad så nu med kammeraten Kabell? Der gør det samme som Holst? Uden at udsættes for hverken krabask, hån eller svirpen med dæmoniserende vendinger? Det er jo nærliggende at konstatere et-eller-andet med dobbeltmoral. Ansvarsforflygtigelse. Manglende jordforbindelse. Det ville ikke overraske, men er nok for stor en klinge at træde her. Måske handler tavsheden fra Ø-toppen mest af alt om noget så lavpraktisk som partikassen. Og de 130.000 som samme vist nok har i udsigt når Kabell, på grund af partiskatten, modtager sit eftervederlag? |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|