I Danmark er der cirka 9.000 fredede bygninger. Privat og offentligt ejede. Det er de, bygningerne, fordi de i deres udtryk, konstruktion eller noget andet mægtig vigtigt repræsenterer kulturarv. Altså noget vi ikke kan leve uden og derfor skal vide at værne om.
Ejerne af slige bygninger er pålagt at holde dem i forsvarlig stand. Og underlagt et ikke helt uoverformyndende statsligt regime, hvor konstruktionsmæssige ændringer skal forelægges, diskuteres, vurderes, forkastes, genindsendes, genovervejes, detailændres, inspiceres, kontrolleres og til sidst, i nogle tilfælde, rent faktisk godkendes af en fagkyndig sagsbehandlende arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen. Og godkendelsen sker som regel kun, hvis ejerens arkitekt formår at afkode sagsbehandlerens personlige smag, sans og præferencer samt, selvfølgelig, den pågældendes humør den dag godkendelsen – måske – gives. Bygningen og dens særkender skal bevares for eftertiden, for enhver pris og afgørelsen kan i øvrigt ikke ankes. Det kan kort sagt være op ad bakke med de der fredede bygninger. Der er derfor grund til at ønske Slots- og Kulturstyrelsen (bygherre) stort tillykke med den fine og konstruktive dialog den må have haft med Slots- og Kulturstyrelsen (fredningsmyndighed) om Nyborg Slot. Og ikke mindst den efterfølgende de facto affredning, der nu gør det muligt at omgøre den triste, gamle og kedsommelige østfynske kongeborg til noget publikumsvenligt med moderne museumsbyggeri, kedsomhedsknapper og lignende løjer. Det har givet bidraget til processen, at formanden for ‘Det Særlige Bygningssyn’, der angiveligt rådgiver kulturministeren og Slots- og Kulturstyrelsen om vistnok netop Nyborg Slot, samtidig er chef for det arkitektfirma, som er blevet hyret til at stå for samme løjer. Og for ejere af fredede bygninger understreger det kun nødvendigheden af at kende nogen, der kender nogen når de overformyndes næste gang. Hvis bare man kender hinanden godt nok, ja, så kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Uanset kulturarv.
0 Comments
I historisk sammenhæng virker det rigtigt at udflytte statslige arbejdspladser.
Rigtigt at opdele eksempelvis skatteinddrivende monstrummer i mindre monstrummer; at flytte styrelser fra hovedstaden til Tønder, Thisted og Tranekær. At medvirke til, at hele landet kan føle sig som en del af hele landet. OK, det er selvfølgelig en udfordring for nogle. Netværk, skoler, badmintonklub, speltboller! Men for os, der bor vest for Valby Bakke, har gjort det i en årrække og ved, at det rent faktisk er muligt at eksistere herude, så virker hyleriet fra de 'udflytningstruede' statsansatte som, ja, netop hyleri. For vi har skam både bagere, der bruger spelt, badmintonklubber, skoler og netværk. Og vil være glade for både nytilflyttere, ekstra arbejdspladser og ikke mindst inklusionen i landets virke og administration. Det er på en højere klinge, at udflytningen bliver rigtigt rigtig. Fordi den måske kan medvirke til at, om ikke rydde, så i det mindste rydde op i den offentlig sektor. På samme vis som når kongen i gamle dage, når han var blevet træt af sin administrations indspisthed, nepotisme og korruption, simpelthen flyttede by – Ribe, Roskilde, Skanderborg, Nyborg og Kalundborg for at nævne nogle af de, der gennem tiden har været kongesæde. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|