Økologiske varer er noget af et hit. Især blandt de, der ikke har nødig at fylde indkøbskurven med noget så infamt som tre poularder for 100 kroner, et kilo polske æbler til 15 og supermarkedets blege no-name skummetmælk.
Og adskillige slige velmenere plæderer da også for, at hele dansk landbrug bør gøres økologisk. Så hurtigt det kan lade sig gøre. For så vinder både dyr, forbrugere og miljø, som en tidligere landbrugsminister vist sagde i en skåltale. Det kan man så have sin mening om. Svenske forskere har kaldt det en katastrofe, hvis eksempelvis svensk landbrug omlægges: Voksende udledning af drivhusgasser, større udvaskning af næringsstoffer og højere priser på fødevarer. Godt, måske, for de, der ikke besudler deres tallerken med billigt frossent fjerkræ, men nok ikke til særskilt megen gavn for verdens mindrebemidlede. For slet ikke at tale om ofte ringere dyrevelfærd; at det ikke kan påvises, at økologiske fødevarer er bedre end konventionelle – og at vi vistnok skal spise i omegnen af syv tons konventionelle danske æbler, hver dag, for at løbe en sundhedsrisiko, der svarer bare nogenlunde til risikoen for at finde hyggelige små svampetoksiner i vores daglige portion økologiske havregryn. Måske var det bedre, at vi i landbrugssammenhæng satsede på en mindre dogmatisk og ikke mindst mindre konfrontatorisk tilgang til, hvordan vi frembringer sikre og reelt bæredygtige fødevarer. Men det er så en anden snak. Skulle derimod de i denne sammenhæng mindre sagtmodige få magt som de har agt, så vil en økologisk inklineret verdensorden, uagtet at den måtte være dyr, forurenende og asocial, måske alligevel være til gavn. For med de voldsomme stigninger i allehånde allergier og intolerancer, så kan det være, at de ikke helt ubetydelige mængder af bakterier, mikrober og andet skidt, der følger med ind på det økologiske køkkenbord, vil bidrage til, at vi igen kan nå op de berømmelige syv pund snavs vi bør have om året. Og derfor medvirke til at styrke fremtidige generationers immunsystemer. Dem af dem, altså, der bliver så heldige at få noget at spise, hvis nu hele verden partout skal brødfødes økomærket.
0 Comments
Regeringen har udpeget en landmand som formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Hvilket naturligvis er alt, alt for galt. Og straks foranlediger den desværre helt forudsigelige pseudodæmonisering af samme landmand.
En oprevet seniorforsker ved Aarhus Universitet mener således ikke, at en landmand kan have forstand på at forvalte natur. Og at udnævnelsen er politisk ansvarsforflygtigelse. I samme anledning har en ligeså mageløst fornærmet biolog – sandsynligvis med fråde i skægget – kaldt det en 'vasker til naturen' og Trump-like opfordret Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og ornitologerne til at trække sig fra bestyrelsen. Indtil landmanden, forstås, er smidt på porten, og den umådelige uret er gjort ret. Var de to så enlige forpjuskede svaler, ja, så var deres ophævelser mod uvæsenet såmænd nok til at leve med. Men anskriget er desværre det seneste af mange eksempler på, hvordan en ensidigt drevet polarisering dag-for-dag gør begavet dialog omkring naturen stedse sværere. Som med Dyrenes Beskyttelses kampagne, hvor danske griseavlere skulle have en på trynen med de til lejligheden opfundne 'burgrise'. Eller med Coops faktaresistente budskab om, at ikke-økologiske grøntsager er smækfyldt med rester af planteværnsmidler – underforstået, at konventionelle danske bønder er nogle værre svinemikler, der kun er ude på at ødelægge, nedbryde og forurene. Om det sker i et lummert forsøg på at hverve medlemmer er svært at vurdere, men herude på landet er det svært at finde hoved og grisehale i galskaben. Vi lever med og i naturen. Vi ved, at det kun er ved at passe fornuftigt på dyr, skov og mark, at naturen også i fremtiden kan brødføde os selv og hinanden. At den vedblivende kan skabe livsgrundlag for familier og forblive smuk, bred og indbydende – i anstændig balance med os alle sammen. Men det er tomme og utroværdige ord for nogle, og de samme under tilsyneladende ikke landbrug og landmænd det godt; de har foruroligende åbenlyst ikke problemer med hverken fake news eller jordforbindelsesløst at udråbe nogen til noget grimt - og de har helt åbenlyst ikke lyst til eller intention om dialog. En sådan kunne selvfølgelig også gå hen og menneskeliggøre os svinemikler - og det kan vi naturligvis ikke have. Så forsvinder jo anledningen til fremtidige indignerede og hysteriske anskrig. Fake News er kommet på mode. Alle vånder sig, demokratier forfalder og kaffen bliver kold. De falske nyheder handler selvfølgelig om bevidst lancering af urigtige budskaber. Og at afsenderen udmærket kender til sagens rette sammenhæng men bevidst ønsker at manipulere modtageren. De har åbenlyst altid været der, de falske nyheder. Men indflydelsen og især frygten for dem vokser. Måske i takt med vores stigende åndelige formørkelse og tandløsheden i mediernes nyhedsalgoritmer. Samme formørkelse skubber efter alt at dømme også grænserne for, hvad vi med ret og rimelighed kan tillade os at postulere om dette og hint. Således Dyrenes Beskyttelses stort anlagte burgrise-kampagne i sensommeren. Hvor danske svinebønder helt åbenlyst skulle have en på frakken. Og hvor en påvist, massiv faktaresistens – der findes ikke ’burgrise’ og dansk dyrevelfærd er generelt ret høj – blev bagatelliseret af Dyrenes Beskyttelse. Med en arrogant forklaring om, at lanceringen af begrebet burgrise jo var sket med et glimt i øjet. Og implicit, at det da bestemt ikke og ingensinde var et angreb på nogen, og da slet ikke de danske landmænd. Godt, så! Nu har Coop, de rygende rester af vores nationalklenodiske solidariske forbrugsforeninger, lanceret en lige så speltsegmentleflende økologikampagne. Med beskyttelsesdragtklædte grøntsagsspisere som blikfang for det emotionelt insisterende, men ligeså faktaresistente budskab om, at ikke-økologiske grøntsager er smækfyldt med rester af planteværnsmidler. Og underforstået, at danske grøntsagsproducenter også er nogle svinemikler. Til næsten forbilledlig forskel fra Dyrenes Beskyttelse er Coop dog mere upfront om at være ude på det budskabsmæssige overdrev.
Koncernens chef for intet mindre end Corporate Social Responsibility får således spalteplads til at fremføre, at det er bedre at spise mere frugt og grønt end at stoppe af frygt for pesticidrester. Om end det sker på side 6. Gemt inde i en anden sætning. Og næsten trykt med svagere sværte. Det er altid et stort arbejde at hverve medlemmer til sin sekt. Dyrenes Beskyttelse, som eksempel, er jo i sidste ende en forretning, der skal hive penge hjem for at holde systemet kørende. Og, som vores gamle ven Machiavelli foreslog, så kan man jo altid beslutte, at målet helliger midlet. Men det er lidt uskønt, når det sker med udgangspunkt i allerede erkendte usandheder. Så bliver kaffen altså først rigtig kold. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|