Det er næsten sødt som de københavnske tiljublere af Enhedslisten og Alternativet nu tilsyneladende er i oprør. Over at de to partier fravælger posten som beskæftigelses- og integrationsminister i hovedstaden.
Sødt fordi det viser deres, vælgernes, mangel på indsigt i det stof, som de to partier er gjort af. Men i stedet forføres af sirenesang om festivaler, bredere cykelstier og mangfoldighed – og nogle måske endda af udsigten til slappe mandlige kønsorganer på eksperimenterende regnbuebeverdinger. For selvfølgelig er det nemmere at vælge poster, der ikke handler om mennesker. Selvfølgelig er det nemmere at kaste sig jublende over områder, som handler om døde ting. Og selvfølgelig vil partier, der grundlæggende slår sig op som ødelande for andre folks penge, aldrig kunne påtage sig et reelt ansvar for andre mennesker. Først og fremmest fordi de ville skulle stå ansigt-til-ansigt med real life udfordringer. Hvor konsekvenserne af deres handlinger og indsats har betydning for andre menneskers ve og vel. Og hvor enhver prioritering har en bagside. Dernæst fordi de, hvis de rent faktisk påtog sig ansvar, ville miste den jomfruelige dyd, der fortsætter med at tryllebinde mennesker til et dystopisk utopia. Det giver selvfølgelig mening, at de to grupper ikke vil noget. Så ville det være slut med at danse frit, frivolt og festende omkring i tylskørt. Slut med at harcelere harmdirrende og indigneret mod dette eller hint uvæsen. Forårsaget af rigtige beslutninger truffet af rigtige politikere. Så det kan i virkeligheden ikke overraske ret mange. I alle fald ikke udenfor Ø og Å. Men, well, nu falder den slags oprør jo altid lidt sammen som tiden går. Og mon så ikke de mange sure københavnske Ø og Å vælgere trods alt er vundet tilbage? Med lysende parkbænke, inkluderende danseopvisninger og grøn jul? Og over de næste fire år formås til at glemme, at det godt kan betale sig at se sit stof efter i sømmene. Før man sætter sit kryds.
0 Comments
Vores gamle ven Simon Spies gnækkede, at dårlig omtale er bedre end ingen. Den læresætning har strategerne i Alternativet tilsyneladende taget til sig.
Her op til kommunal- og regionsvalget. Det har i alle fald nok ikke været nok, at Uffe Elbæk, andedammens politiske krammebamse numero uno, som optakt til partiets landsmøde tidligere på året, tweetede hoftevridende i lysegrønt tylskørt i sin populistiske jagt på det kvasi-despotiske, ansvarsfrie samfund, hvor der nydes efter behov, ydes efter evne og ressourcerne gror på (økologiske, bæredygtige) træer. Heller ikke selv om han har garneret utopien med råcreme, mindfulness og frivillige erhvervsklimafonde. For anstrengelserne har ikke medført meget andet end hævede øjenbryn, overbærende bemærkninger og skæve grin. Dette dansende uvæsen. For useriøst. For pjattet. For alt muligt det som politik ikke er. Eller bør være. Enter Simon Spies. ”Hej, hvordan får vi kørt os i stilling til valget?” ”Altså, vi har en perlerække af ting, der kan bruges. Huske dårlig omtale og så videre.” ”Hmm, okay. Hvad med vælgerne?” ”Ha, det ved du. De æder den råt. Vi kan jo gå på vandet.” ”Okay. Hvad så?” ”Kan du huske de 450.000?” ”Øhh, ja, kør den lige forbi mig igen.” ”Jo, vi lækker, at de kom fra Gibraltar og Luxembourg.” ”Ahh, det er jo fremragende. Sikke en overskrift. Men det er vel ikke nok?” ”Nej, nej, men vi har meget mere.” ”Lad mig høre. Kommunalvalget er jo lidt vigtigt. Vi skal bruge publicity.” ”Altså, vi viser, at vi kan det politiske spil. Vi går efter Allerslev. Hvæsser kløerne. Så følger vi op med en lækket historie om topstyring. Bare hvis nogen skulle tro vi er et hyggeparti. Får en afhopper. Eller to.” ”Jeg synes det lyder rigtig godt.” ”Men gryden skal koge mere. Vi skal også have sex. Noget lurvet. Noget med en ung og en gammel. Numseklap og gramsen. Det sælger billetter. Så fryser vi gruppeformanden ud. Og laver en intern undersøgelse. Så ser vi også ansvarlige ud.” ”Ha, det bliver jo helt godt. Mere?” ”Yes. Prikken over i’et bliver en mail med dick pics til 100-års festen. Dét skal nok få de sidste op af stolene. Og det bedste bliver, at det hele kan angres på Facebook?” ”Angres?” ”Ja, selvfølgelig. Alle elsker en angrende synder.” ”Me like. Forstår sku’ godt du er strategen her. Sæt i værk.” |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|