Vor kære skatteminister blev stram i masken, da han i denne avis blev foreholdt ideen om en momsfri zone i det sønderjyske. Endda så stram, at han fyndigt affejede det potentielle uvæsen med en bemærkning om, at hvis nu ideen var så god som ophavsmanden mente, ja, så havde den jo nok været kigget på allerede. Med andre og mindre pæne ord, shut the f… up.
Det lød ellers underholdende, Dansk Supermarkeds topchefs forslag om sønderjysk skattefrihed. En sådan skulle kunne sikre, at de mange, der valfarter til det forjættede land, i fremtiden ville hente dåseøl, flødedrops og polske flæskestege nord for grænsen. Hvad det så ville betyde for de handlende, der har butikker nord for zonen, står vist lidt hen i det uvisse. Og forslaget er da næsten også i familie med Alternativets sælsomme forslag om lokaløkonomiske eksperimentalzoner, hvor vi i det nordvestsjællandske skal købe lokalt producerede varer med lokale nordvestsjællandske kroner. Vist nok inspireret af noget henne i England, hvor brugen af lokal valuta styrker lokale iværksættere og erhvervsdrivende. Hvis man vel at mærke forsager supermarkedet og andre væmmelige multizonale virksomheder. Nå, på den hjemlige bane ansporede skatteministerens stramme maske DF’s Hans Kristian Skibby til at overveje om ikke supermarkedchefen alligevel havde mere forstand på den slags end ministeren. Hvilket der måske kan være noget om. I alle fald anfægtede skatteministeren forslaget med frygten for, at sønderjysk momsfrihed ville udløse nordjysk vrede over at skulle betale moms. Hvor ministeren selvfølgelig udviser en udpræget mangel på viden om tingenes faktiske sammenhæng – selv han burde have hørt, at det der med moms angiveligt slet ikke findes nordenfjords.
0 Comments
Enhedslistens Teknik- og Miljøborgmester i København, den sikkert voldsomt velmenende Ninna Hedeager Olsen, synes det er en god idé, at københavnerne fremadrettet skal betale op mod 12.000 kroner for en parkeringstilladelse.
På Radio 24syv, der endnu ligger i København, argumenterer hun endda, at når de kørende i forvejen bruger så mange penge på vægtafgift, benzin og reparationer, ja, så kan hun da sandelig ikke forstå de løftede øjenbryn over forslaget. På grund af en sølle tilladelse, der i hendes optik åbenbart må anses for en marginal meromkostning. Tiltaget skal vist nok sikre mindre trængsel. Og færre biler på de københavnske gader og stræder. Ligesom teknik- og miljøborgmesteren gerne vil "motivere" københavnerne over i mere bøvlede transportformer – hvilket sikkert bør være en paritetisk blanding af det kollektive, christianiacykler og, for at imødekomme de mest hipsteragtige, longboards i stærke pseudopsykedeliske farver. Næsten en hel promille af hovedstadens indvånere – hele 6000 – skulle kunne motiveres af borgmesterens automotive dummebøde. Nu handler alt jo om velfærd, these days, og det kommunen kradser ind kan angiveligt bruges på eksempelvis flere børnehavepladser. Men tilforladeligt adspurgt i samme radioprogram om økonomien i forslaget og dermed, hvor mange velfærdspolitiske selvfølgeligheder det kan løfte, udstiller borgmesteren smerteligt forudsigeligt det for især venstrefløjen gamle modus operandi: At når bare man mener det godt, ja, så behøver man da ikke regne på det. Slet ikke, når det bare er andre folks penge. For ikke mange år siden var København et trist syn. Ikke mindst når man havde sin fornøjelige gang i andre af Europas mere fremadstormende hovedstæder og gik under enorme mængder af byggekraner – og derefter kom hjem til en kranfri skyline, forureningstrætte facader og ikke mindst indfaldsveje, der kun burde kunne findes i det mørkeste Østeuropa. Før murens fald.
Nu ved jeg godt, at mange har designmæssige kvababbelser over eksempelvis Kalvebod Brygge – og måske lige pt. i særdeleshed over BLOX, det hollandsk tegnede underligt ufærdige plastikskur ved siden af Den Sorte Diamant. Noget kan der måske være om snakken. For det er vitterligt ikke lige kønt alt det, der skyder op – og sine steder kunne man forfalde til at mene, at arkitekten burde fikseres, så han eller hun kan henslæbe resten af sin forhåbentligt sørgelige tilværelse med udsigten til hans eller hendes uæstetiske rædsel. Eller give relevante medlemmer af borgerrepræsentationen, der vist må være den endeligt godkendende instans, samme tur. Ret beset det varer nok også lige lidt før de nye kvarterer, kønne eller det modsatte, vokser til. Men man kan nu ikke skabe hverken Christianshavn eller Indre Østerbro overnight. Noget med Rom, byggeri og den slags. Al den byggeaktivitet er selvfølgelig knap så sjaw, hvis ens livsanskuelse er, at vi helst skal gå i ufarvede, biodynamiske vadmelssække, forsage alt kød og generelt henslæbe livet i et vækstfrit samfund, hvor ingen har for meget og alle lige lidt. Dem er der dog heldigvis ikke så mange tilbage af, og for os andre, der stadig tror på verden, mennesket og hinanden, er det i dag livgivende at trille ind over eksempelvis Sjællandsbroen og se de mange københavnske byggekraner. Under hvilke nye boliger og erhvervsbygninger skyder op. Nye liv og nye muligheder. Tro på fremtiden. Det er faldet nogle for brystet, at landets statsminister har ageret bisidder for sin hustru ved en samtale på dennes arbejdsplads.
Igen noget rod. Noget han burde holde sig for god til, lyder det. Har han da ikke en rådgiver, der kan vejlede ham bedre? Underforstået, at den stakkels skoleleder må have følt sig voldsomt intimideret ved at sidde overfor landets statsminister. Og derfor ikke har haft mentalt rum til at læse og påskrive den gode Solrun det hun skulle læses og påskrives? Nu endte delinkventen jo, efter mediernes fyldige rapportering, med at blive fyret, så noget kunne tyde på, at skolelederen trods alt har overlevet den potentielt voldsomme statsministerielle magtbrynde. Men helt ærligt! Hvorfor skal Løkke ikke kunne stå sin hustru bi? Er han ikke ægtemand? Eller far for den sags skyld? Skal han, fordi han bestrider posten som landets statsminister, ikke kunne være noget for sine nærmeste? Må Løkke så heller ikke gå til mulige forældresamtaler? Hans blotte tilstedeværelse kunne jo befippe en stakkels lærer. Eller deltage i samtaler med den plejehjemsledelse, hvor hans forældre eller svigerforældre måske udlever deres sidste år? Af frygt for, at ledelsen skulle føle sig presset til det ene eller det andet? Det ville først og fremmest klæde kritikerne med en kende mere tillid til eksempelvis bemeldte skoleleder – de fleste af den slags jeg kender formår sædvanligvis udmærket at skille skidt og kanel – og dernæst udvise en kende mere respekt for, at der findes ægtefolk, der forsøger at passe på hinanden. Uanset deres officielle position i samfundet. Klimarådet vil, som kronikeret i denne onsdags udgave af Børsen, erstatte energiafgiften ved at beskatte CO2-udledning. Det kan der være ræson i. Dels, selvfølgelig, fordi en omlægning kan medvirke til at sikre, at vi i Danmark kan leve op til vores klimamål, dels fordi omlægningen, som også Rådet fremfører, har potentiale til at forenkle vores skattestruktur. Men med tanke på, hvordan vores folkevalgte venner på Christiansborg normalt angriber den slags, så vil nyregulering ikke ende i mindre bureaukrati. Dertil er der tydeligvis ikke politisk vilje, in casuden nyligt foreslåede forenkling af bilafgifterne. Der endda var tæt på at være provenuneutral. Helt grundlæggende handler den manglende vilje nok mest om frygten for at få mindre ind til omfordeling. Netop derfor bør politikerne interessere sig rigtig meget for CO2-beskatning. Ikke kun fordi Klimarådet synes det er en god idé, men fordi slig fremfærd vil åbne nye muligheder. I alle fald, hvis de lader sig inspirere af den rigtige Donald i den småbitre Carl Barks-historie om Den Gyldne Hjelm. Her dekreterer Anders, som megalomanisk inspireret hersker over Nordamerika, beskatning af vores forbrug af luft med en luftmåler på brystet. Hvilket jo i sagens natur vil korrelere 100 pct. med vores individuelle udledning af CO2. Teknologien er tilstede, og udover at staten vil kunne notere sig, hvor og med hvem vi til alle tider måtte lyste at være – og dermed give den kinesiske regering benhård kamp til overvågningsstregen – så vil individuel CO2-beskatning yderligere have den fordel, at der kan sættes ind overfor store miljøsyndere som maratonløbere, fodboldspillere og overvægtige. Mens vi andre, både mindre sportsinklinerede og eksempelvis taburetbesiddere, kan slippe billigere. Link til udsnit fra The Comics Journal på http://www.tcj.com/one-helmet-to-rule-them-all-the-golden-helmet/
Nærværende publikation har skiftet chefredaktør. Og de tidligere lederskribenter – Henriksen, Kristensen og Lyhne – har fået løbepas.
Det er nok en naturlig konsekvens. Ny kost og alt det der. Nogle, herunder denne signatur, begræder afviklingen. Andre glæder sig. Og nogle benytter lejligheden til at komme af med indestængte aggressioner og mindreværd. Blandt sidstnævnte kan måske henregnes den mestendels gammelrosa og sikkert ellers venlige kommentator David Trads. På Kommunikationsforum.dk forsøger han sig i alle fald med en ikke uvoldsom redaktionel ekskommunikation. Således med udfald mod den tidligere chefredaktørs ’infantile superliberalisme’, krabask til rygstykkerne af de nu forhenværende ligeså barnagtige medlemmer af lederkollegiet og så, som en catosk selvfølge, det for venstresnoede endorfinudløsende vanlige hip til yndlingsprügelknaben, Joachim B. Olsen. Man aner bag Trads’ ord en logrende indre grisefætter og ikke mindst højstemt fryd over det passerede. Men rigtigt perfidt, ondt eller nedgørende bliver udfaldene bare aldrig. Ingen skal naturligvis forpligtes udover evne, men Trads bør, hvis han virkelig vil gøre sig polemisk, gå i lære hos disciplinens grand old man, den ellers forrygende forfatter Carsten Jensen. http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Opgoer-med-infantil-superliberalisme Borgerlige miljøordførere vil af med Danmark Naturfredningsforening. Eller i alle fald samme forenings ret til at rejse fredningssager. Det kan man så mene om, hvad man vil.
Men helt grundlæggende er det interessant, at samme forening, som den eneste udover staten og kommunerne, netop kan gøre så – og tilsyneladende ynder at benytte sig af muligheden. Også selv om det måtte være henover hovedet på berørte lodsejere. Men som foreningen selv siger, så selv om man måtte slå sig i tøjret, så bliver det altid en god løsning. Når morgendagen gryer. Nå, nogle fråder givetvis over et sådant væmmeligt borgerligt anslag – hvilket foreningen nok også vil gøre, når dens repræsentantskab denne weekend render til powwow i det sydfynske – og andre vil sandsynligvis juble over udsigten til et livtag med uvæsnet; der angiveligt er en af vores gamle ven Staunings længst overlevende efterladenskaber. Foreningens vist nok oftest fremførte raison d’etre er, at den er på naturens side; plejer, beskytter og den slags. Og lidt implicit, at vi andre, ikke mindst os, der bor, lever og arbejder ude i naturen, er nogle skidte koner og karle, der bør stækkes i vores ødelæggende fremfærd. Den kunne også, foreningen, med udgangspunkt i dens 130.000 store medlemsskare, hævde et vist folkeligt mandat – den kalder i alle fald medlemmerne for ’vores styrke’. Men hvad så med Ældresagen? Alderdom angår jo også de fleste af os. På et tidspunkt, anyways. Og med flere end 800.000 medlemmer burde Ældresagen vel kunne forlenes med en-eller-anden lovfæstet ret, der ensidigt kunne anvendes til at tilgodese, ja, ældresagen? Uden nødigt hensyn til børn, unge og midaldrende? Eller hvad med de 230.000 medlemmer i FDM, Foreningen af Danske Motorejere? Skulle de så ikke, nu de er så mange, også gives en ligeså officiel ret til at gå i brechen for bredere veje og flere parkeringspladser? Og ensidigt og arrogant blæse cyklister, fodgængere og andre trafikale hindringer en hatfuld? Ældre og infrastruktur er vel ligeså vigtige som naturen. Eller hur? I Danmark er der cirka 9.000 fredede bygninger. Privat og offentligt ejede. Det er de, bygningerne, fordi de i deres udtryk, konstruktion eller noget andet mægtig vigtigt repræsenterer kulturarv. Altså noget vi ikke kan leve uden og derfor skal vide at værne om.
Ejerne af slige bygninger er pålagt at holde dem i forsvarlig stand. Og underlagt et ikke helt uoverformyndende statsligt regime, hvor konstruktionsmæssige ændringer skal forelægges, diskuteres, vurderes, forkastes, genindsendes, genovervejes, detailændres, inspiceres, kontrolleres og til sidst, i nogle tilfælde, rent faktisk godkendes af en fagkyndig sagsbehandlende arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen. Og godkendelsen sker som regel kun, hvis ejerens arkitekt formår at afkode sagsbehandlerens personlige smag, sans og præferencer samt, selvfølgelig, den pågældendes humør den dag godkendelsen – måske – gives. Bygningen og dens særkender skal bevares for eftertiden, for enhver pris og afgørelsen kan i øvrigt ikke ankes. Det kan kort sagt være op ad bakke med de der fredede bygninger. Der er derfor grund til at ønske Slots- og Kulturstyrelsen (bygherre) stort tillykke med den fine og konstruktive dialog den må have haft med Slots- og Kulturstyrelsen (fredningsmyndighed) om Nyborg Slot. Og ikke mindst den efterfølgende de facto affredning, der nu gør det muligt at omgøre den triste, gamle og kedsommelige østfynske kongeborg til noget publikumsvenligt med moderne museumsbyggeri, kedsomhedsknapper og lignende løjer. Det har givet bidraget til processen, at formanden for ‘Det Særlige Bygningssyn’, der angiveligt rådgiver kulturministeren og Slots- og Kulturstyrelsen om vistnok netop Nyborg Slot, samtidig er chef for det arkitektfirma, som er blevet hyret til at stå for samme løjer. Og for ejere af fredede bygninger understreger det kun nødvendigheden af at kende nogen, der kender nogen når de overformyndes næste gang. Hvis bare man kender hinanden godt nok, ja, så kan alt tilsyneladende lade sig gøre. Uanset kulturarv. Balladen om statsradiofonien vil ingen ende tage. Der skal skæres og det vil straks få alt til at falde sammen. Lidt ligesom vi altid vil blive bombet tilbage til stenalderen, hvis et-eller-andet offentligt budget skal skæres med et par procent eller tre.
Fortalerne for at holde den kvasiskattefinansierede medieinstitution oven vande, der blandt andre tæller den ellers kun sjældent indignerede socialdemokrat Mogens Jensen, mener at vide, at vi som befolkning aldeles og hjertens gerne vil fortsætte med at betale vores licens – fordi vi så får dansk produceret indhold og meget af det. Men hvad er det så vi får? På denne lørdag, som jeg uden større statistiske sværdslag tillader mig at betragte som en gennemsnitlig en af slagsen, tilbyder Maria Rørbye Rønn & Co. 25 programpunkter på deres flagskibskanal, DR1. 13 af disse er udenlandske. Naturprogrammer fra BBC og åndeløst spændende krimiserier fra et Sydengland, hvor affældige præster, fordrukne kroejere og gældsatte godsejere uge efter uge kommer af dage under de mest mystiske omstændigheder. Af de resterende 12 programmer er i bedste fald en håndfuld Public Service, herunder selvfølgelig kulturbærerne OBS og TV Avisen. Resten er genudsendelser. Af Matador (sic!) og, må jeg tillade mig at mene, knap så folkeoplysende programmer som Bonderøven og Guld i Købstæderne. Jeg er nok en ond borgerlig, som en meddebattør har karakteriseret mennesker med en holdning som min, men hvis Mogens Jensen og hans venner ser stor værdi i en sendeflade som denne, så synes jeg sandelig de skal have lov at betale for den. Det ville bare være pænt af dem, at de lod være med at slå sig selv i hartkorn med os andre. Ingen fællesnævner er for lav, når tabt stemmekvæg skal tilbage i fæhegningen. Det syner at være parolen hos Folketingets bedstekrammer i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
Alternativets big cheese, der ellers gerne slår til lyd for høvisk tale, lægger i alle fald ikke fingre imellem, når han kronikerer over jordbrugserhvervet. Jo, hans ord danser bløde og venlige rundt i spalterne. Han vil landbruget det godt, skal angiveligt forstås. Og så alligevel ikke: For danske konventionelle landmænd er tilsyneladende anomaliske ikke-mennesker; forgældede, sprøjteafhængige og natursvinende som de er. Og de skal i deres naturhadende og -skadende form fjernes fra jordens overflade. Gerne indenfor de næste par dekader. Hvis det altså står til Alternativet. Det speltsegmentleflende budskab overrasker ikke. Ej heller Elbæks forbigåelse af konsekvenserne ved die totale Ökologie. Uanset, at disse er veldokumenterede og uomtvistelige. Men dybest set er det vel lidt utjekket, at Elbæk kun rækker tilbage til 50'erne for at finde landets landbrugsteknologiske økocrescendo? Når nu vitterligt alting var bedre dengang, så turde middelalderens hestedrevne jordbrug måske være en mere honnet og bæredygtig ambition? Eller den tidligere middelalders stude? Altså fra før ploven blev hjulbåren? Nå, det er sikkert noget med mands minde, uldboldebløde kattekillinger og naboens ditto datter på et sommerhedt høloft. Det kunne imidlertid være mere end meget klædeligt, hvis grundlaget for samtalen (sic!) om landbruget, og ikke mindst vores rolle i at sikre sunde og bæredygtige fødevarer til en voksende global befolkning, ikke tog udgangspunkt i billedet af et trældomsjordbrug i en hjemlig andedam. At Elbæk & Ligesindede vovede at droppe anomali-tankegangen og i stedet stillede sig ovenpå dansk landbrugs dokumenterede evne til at frembringe sikre, sunde fødevarer med et reelt minimalt forbrug af plantebeskyttelsesmidler. Og i tilgift anerkendte Danmarks position som globalt ledende indenfor klimaeffektiv produktion; ikke kun til det lille lokale Ø-mærkede marked, men også og især udover landets grænser. Men sligt vovemod er der givet ikke mange stemmer i. Især ikke, når og hvis vi allerhelst kun ser egen næsetip. Økologiske varer er noget af et hit. Især blandt de, der ikke har nødig at fylde indkøbskurven med noget så infamt som tre poularder for 100 kroner, et kilo polske æbler til 15 og supermarkedets blege no-name skummetmælk.
Og adskillige slige velmenere plæderer da også for, at hele dansk landbrug bør gøres økologisk. Så hurtigt det kan lade sig gøre. For så vinder både dyr, forbrugere og miljø, som en tidligere landbrugsminister vist sagde i en skåltale. Det kan man så have sin mening om. Svenske forskere har kaldt det en katastrofe, hvis eksempelvis svensk landbrug omlægges: Voksende udledning af drivhusgasser, større udvaskning af næringsstoffer og højere priser på fødevarer. Godt, måske, for de, der ikke besudler deres tallerken med billigt frossent fjerkræ, men nok ikke til særskilt megen gavn for verdens mindrebemidlede. For slet ikke at tale om ofte ringere dyrevelfærd; at det ikke kan påvises, at økologiske fødevarer er bedre end konventionelle – og at vi vistnok skal spise i omegnen af syv tons konventionelle danske æbler, hver dag, for at løbe en sundhedsrisiko, der svarer bare nogenlunde til risikoen for at finde hyggelige små svampetoksiner i vores daglige portion økologiske havregryn. Måske var det bedre, at vi i landbrugssammenhæng satsede på en mindre dogmatisk og ikke mindst mindre konfrontatorisk tilgang til, hvordan vi frembringer sikre og reelt bæredygtige fødevarer. Men det er så en anden snak. Skulle derimod de i denne sammenhæng mindre sagtmodige få magt som de har agt, så vil en økologisk inklineret verdensorden, uagtet at den måtte være dyr, forurenende og asocial, måske alligevel være til gavn. For med de voldsomme stigninger i allehånde allergier og intolerancer, så kan det være, at de ikke helt ubetydelige mængder af bakterier, mikrober og andet skidt, der følger med ind på det økologiske køkkenbord, vil bidrage til, at vi igen kan nå op de berømmelige syv pund snavs vi bør have om året. Og derfor medvirke til at styrke fremtidige generationers immunsystemer. Dem af dem, altså, der bliver så heldige at få noget at spise, hvis nu hele verden partout skal brødfødes økomærket. Regeringen har udpeget en landmand som formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Hvilket naturligvis er alt, alt for galt. Og straks foranlediger den desværre helt forudsigelige pseudodæmonisering af samme landmand.
En oprevet seniorforsker ved Aarhus Universitet mener således ikke, at en landmand kan have forstand på at forvalte natur. Og at udnævnelsen er politisk ansvarsforflygtigelse. I samme anledning har en ligeså mageløst fornærmet biolog – sandsynligvis med fråde i skægget – kaldt det en 'vasker til naturen' og Trump-like opfordret Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og ornitologerne til at trække sig fra bestyrelsen. Indtil landmanden, forstås, er smidt på porten, og den umådelige uret er gjort ret. Var de to så enlige forpjuskede svaler, ja, så var deres ophævelser mod uvæsenet såmænd nok til at leve med. Men anskriget er desværre det seneste af mange eksempler på, hvordan en ensidigt drevet polarisering dag-for-dag gør begavet dialog omkring naturen stedse sværere. Som med Dyrenes Beskyttelses kampagne, hvor danske griseavlere skulle have en på trynen med de til lejligheden opfundne 'burgrise'. Eller med Coops faktaresistente budskab om, at ikke-økologiske grøntsager er smækfyldt med rester af planteværnsmidler – underforstået, at konventionelle danske bønder er nogle værre svinemikler, der kun er ude på at ødelægge, nedbryde og forurene. Om det sker i et lummert forsøg på at hverve medlemmer er svært at vurdere, men herude på landet er det svært at finde hoved og grisehale i galskaben. Vi lever med og i naturen. Vi ved, at det kun er ved at passe fornuftigt på dyr, skov og mark, at naturen også i fremtiden kan brødføde os selv og hinanden. At den vedblivende kan skabe livsgrundlag for familier og forblive smuk, bred og indbydende – i anstændig balance med os alle sammen. Men det er tomme og utroværdige ord for nogle, og de samme under tilsyneladende ikke landbrug og landmænd det godt; de har foruroligende åbenlyst ikke problemer med hverken fake news eller jordforbindelsesløst at udråbe nogen til noget grimt - og de har helt åbenlyst ikke lyst til eller intention om dialog. En sådan kunne selvfølgelig også gå hen og menneskeliggøre os svinemikler - og det kan vi naturligvis ikke have. Så forsvinder jo anledningen til fremtidige indignerede og hysteriske anskrig. I et stadigt mere forrået, mistænksomt og surrealistisk Danmark, hvor en tredjedel af hovedstadens indvånere speltleflende kaster deres ubetingede kærlighed på folkevalgte krypto-kommunister, hvor dårligt dansende tylskørtklædte gøglere gladeligt og samvittighedsløst lader det politiske virke finansiere af skattelypenge, hvor anstødte, halvglemte forfattere halvfornærmet tager sig en mega-Maude og forlader deres udgiver-arne, hvor smågnavne klummeskribenter småperfidt føler sig kaldet til at bruge spalteplads til at nedgøre andres massivt imponerende sportspræstationer down under, hvor politiske ledere labilt og rygmarvsagtigt gang på gang på gang kravler op for blot at falde ned igen og igen og igen, og hvor en uge på toppen af riget tilsyneladende truer med at få det hele til at gå i fisk for landets øverste, ja, så er det helt rart med en tur ud af CPH til Europas måske mest dysfunktionelle land, hvor man trods alt stadig tror nok på hinanden til at lade betaling for drikkevand være op til den enkeltes samvittighed...
I historisk sammenhæng virker det rigtigt at udflytte statslige arbejdspladser.
Rigtigt at opdele eksempelvis skatteinddrivende monstrummer i mindre monstrummer; at flytte styrelser fra hovedstaden til Tønder, Thisted og Tranekær. At medvirke til, at hele landet kan føle sig som en del af hele landet. OK, det er selvfølgelig en udfordring for nogle. Netværk, skoler, badmintonklub, speltboller! Men for os, der bor vest for Valby Bakke, har gjort det i en årrække og ved, at det rent faktisk er muligt at eksistere herude, så virker hyleriet fra de 'udflytningstruede' statsansatte som, ja, netop hyleri. For vi har skam både bagere, der bruger spelt, badmintonklubber, skoler og netværk. Og vil være glade for både nytilflyttere, ekstra arbejdspladser og ikke mindst inklusionen i landets virke og administration. Det er på en højere klinge, at udflytningen bliver rigtigt rigtig. Fordi den måske kan medvirke til at, om ikke rydde, så i det mindste rydde op i den offentlig sektor. På samme vis som når kongen i gamle dage, når han var blevet træt af sin administrations indspisthed, nepotisme og korruption, simpelthen flyttede by – Ribe, Roskilde, Skanderborg, Nyborg og Kalundborg for at nævne nogle af de, der gennem tiden har været kongesæde. Den er næsten for forudsigelig. Og derfor svær at gøre sig lystig over. Enhedslistens de factofornærmende pinlige fortielse af fratrædende borgmester i København Morten Kabells eftervederlag på en halv million kroner.
Vores latte-revolutionære øvenner er ellers ikke sene til at lade krabasken falde når andres splinter skal tvinges frem. Eksempelvis den små Carl Holst og dennes eftervederlag. Som han måtte vinke farvel til. Efter politisk pres. Vistnok især fra Enhedslisten. Grådighed og pamperi, svirpede det i alle fald. Det kan ikke have sin rigtighed, lød det vist også í den sammenhæng voldsomt indigneret og salvelsesfuldt fra Ø’s Skipper. Der underforstået naturligvis var ganske og aldeles hævet over den slags. Men hvad så nu med kammeraten Kabell? Der gør det samme som Holst? Uden at udsættes for hverken krabask, hån eller svirpen med dæmoniserende vendinger? Det er jo nærliggende at konstatere et-eller-andet med dobbeltmoral. Ansvarsforflygtigelse. Manglende jordforbindelse. Det ville ikke overraske, men er nok for stor en klinge at træde her. Måske handler tavsheden fra Ø-toppen mest af alt om noget så lavpraktisk som partikassen. Og de 130.000 som samme vist nok har i udsigt når Kabell, på grund af partiskatten, modtager sit eftervederlag? Det er næsten sødt som de københavnske tiljublere af Enhedslisten og Alternativet nu tilsyneladende er i oprør. Over at de to partier fravælger posten som beskæftigelses- og integrationsminister i hovedstaden.
Sødt fordi det viser deres, vælgernes, mangel på indsigt i det stof, som de to partier er gjort af. Men i stedet forføres af sirenesang om festivaler, bredere cykelstier og mangfoldighed – og nogle måske endda af udsigten til slappe mandlige kønsorganer på eksperimenterende regnbuebeverdinger. For selvfølgelig er det nemmere at vælge poster, der ikke handler om mennesker. Selvfølgelig er det nemmere at kaste sig jublende over områder, som handler om døde ting. Og selvfølgelig vil partier, der grundlæggende slår sig op som ødelande for andre folks penge, aldrig kunne påtage sig et reelt ansvar for andre mennesker. Først og fremmest fordi de ville skulle stå ansigt-til-ansigt med real life udfordringer. Hvor konsekvenserne af deres handlinger og indsats har betydning for andre menneskers ve og vel. Og hvor enhver prioritering har en bagside. Dernæst fordi de, hvis de rent faktisk påtog sig ansvar, ville miste den jomfruelige dyd, der fortsætter med at tryllebinde mennesker til et dystopisk utopia. Det giver selvfølgelig mening, at de to grupper ikke vil noget. Så ville det være slut med at danse frit, frivolt og festende omkring i tylskørt. Slut med at harcelere harmdirrende og indigneret mod dette eller hint uvæsen. Forårsaget af rigtige beslutninger truffet af rigtige politikere. Så det kan i virkeligheden ikke overraske ret mange. I alle fald ikke udenfor Ø og Å. Men, well, nu falder den slags oprør jo altid lidt sammen som tiden går. Og mon så ikke de mange sure københavnske Ø og Å vælgere trods alt er vundet tilbage? Med lysende parkbænke, inkluderende danseopvisninger og grøn jul? Og over de næste fire år formås til at glemme, at det godt kan betale sig at se sit stof efter i sømmene. Før man sætter sit kryds. Vores gamle ven Simon Spies gnækkede, at dårlig omtale er bedre end ingen. Den læresætning har strategerne i Alternativet tilsyneladende taget til sig.
Her op til kommunal- og regionsvalget. Det har i alle fald nok ikke været nok, at Uffe Elbæk, andedammens politiske krammebamse numero uno, som optakt til partiets landsmøde tidligere på året, tweetede hoftevridende i lysegrønt tylskørt i sin populistiske jagt på det kvasi-despotiske, ansvarsfrie samfund, hvor der nydes efter behov, ydes efter evne og ressourcerne gror på (økologiske, bæredygtige) træer. Heller ikke selv om han har garneret utopien med råcreme, mindfulness og frivillige erhvervsklimafonde. For anstrengelserne har ikke medført meget andet end hævede øjenbryn, overbærende bemærkninger og skæve grin. Dette dansende uvæsen. For useriøst. For pjattet. For alt muligt det som politik ikke er. Eller bør være. Enter Simon Spies. ”Hej, hvordan får vi kørt os i stilling til valget?” ”Altså, vi har en perlerække af ting, der kan bruges. Huske dårlig omtale og så videre.” ”Hmm, okay. Hvad med vælgerne?” ”Ha, det ved du. De æder den råt. Vi kan jo gå på vandet.” ”Okay. Hvad så?” ”Kan du huske de 450.000?” ”Øhh, ja, kør den lige forbi mig igen.” ”Jo, vi lækker, at de kom fra Gibraltar og Luxembourg.” ”Ahh, det er jo fremragende. Sikke en overskrift. Men det er vel ikke nok?” ”Nej, nej, men vi har meget mere.” ”Lad mig høre. Kommunalvalget er jo lidt vigtigt. Vi skal bruge publicity.” ”Altså, vi viser, at vi kan det politiske spil. Vi går efter Allerslev. Hvæsser kløerne. Så følger vi op med en lækket historie om topstyring. Bare hvis nogen skulle tro vi er et hyggeparti. Får en afhopper. Eller to.” ”Jeg synes det lyder rigtig godt.” ”Men gryden skal koge mere. Vi skal også have sex. Noget lurvet. Noget med en ung og en gammel. Numseklap og gramsen. Det sælger billetter. Så fryser vi gruppeformanden ud. Og laver en intern undersøgelse. Så ser vi også ansvarlige ud.” ”Ha, det bliver jo helt godt. Mere?” ”Yes. Prikken over i’et bliver en mail med dick pics til 100-års festen. Dét skal nok få de sidste op af stolene. Og det bedste bliver, at det hele kan angres på Facebook?” ”Angres?” ”Ja, selvfølgelig. Alle elsker en angrende synder.” ”Me like. Forstår sku’ godt du er strategen her. Sæt i værk.” Embedsmænd skal være loyale.
Omsat til praksis betyder det vist nok, at de, uden at kny, skal føre deres ministers beslutninger ud i livet. Uanset om ministerkusinen er rød, blå eller leverpostejsfarvet. Og uanset om samme embedsmand bifalder samme ministers udlægning af teksten. Det gør de fleste sikkert, embedsmændene altså. Men ikke alle. Ser det ud som om. I alle fald ikke indenfor fiskeriområdet. Nogle læsere vil erindre BBC’s ikke umorsomme Javel, Hr. Minister. Hvor skarpe Sir Humphrey rutinemæssigt og drevent kører sin velmenende, men labile minister rundt i manegen. Og tydeligt lader ham, og os på den anden side af den fjerde væg, forstå, at administration af et land sandelig er alt for vigtig til at overlade til tilfældige folkevalgte. Det er ikke til at vide, og vi får nok aldrig den hele sandhed. Om det også har været parolen hos embedsværket i Fiskeristyrelsen, der netop har holdt flyttedag fra den gode Esben Lunde-Larsens resortområde til Udenrigsministeriet. Men et-eller-andet fishy kan man godt forestille sig der må have været. Ikke mindst, når det i jobannoncen for styrelsens nye direktør fremhæves, at en af den nye styrelsesdirektørs primæropgaver er at udvikle en ny kultur, hvor der særligt på tilsyns- og kontrolområdet er fokus på administration indenfor lovgivningens rammer. Fake News er kommet på mode. Alle vånder sig, demokratier forfalder og kaffen bliver kold. De falske nyheder handler selvfølgelig om bevidst lancering af urigtige budskaber. Og at afsenderen udmærket kender til sagens rette sammenhæng men bevidst ønsker at manipulere modtageren. De har åbenlyst altid været der, de falske nyheder. Men indflydelsen og især frygten for dem vokser. Måske i takt med vores stigende åndelige formørkelse og tandløsheden i mediernes nyhedsalgoritmer. Samme formørkelse skubber efter alt at dømme også grænserne for, hvad vi med ret og rimelighed kan tillade os at postulere om dette og hint. Således Dyrenes Beskyttelses stort anlagte burgrise-kampagne i sensommeren. Hvor danske svinebønder helt åbenlyst skulle have en på frakken. Og hvor en påvist, massiv faktaresistens – der findes ikke ’burgrise’ og dansk dyrevelfærd er generelt ret høj – blev bagatelliseret af Dyrenes Beskyttelse. Med en arrogant forklaring om, at lanceringen af begrebet burgrise jo var sket med et glimt i øjet. Og implicit, at det da bestemt ikke og ingensinde var et angreb på nogen, og da slet ikke de danske landmænd. Godt, så! Nu har Coop, de rygende rester af vores nationalklenodiske solidariske forbrugsforeninger, lanceret en lige så speltsegmentleflende økologikampagne. Med beskyttelsesdragtklædte grøntsagsspisere som blikfang for det emotionelt insisterende, men ligeså faktaresistente budskab om, at ikke-økologiske grøntsager er smækfyldt med rester af planteværnsmidler. Og underforstået, at danske grøntsagsproducenter også er nogle svinemikler. Til næsten forbilledlig forskel fra Dyrenes Beskyttelse er Coop dog mere upfront om at være ude på det budskabsmæssige overdrev.
Koncernens chef for intet mindre end Corporate Social Responsibility får således spalteplads til at fremføre, at det er bedre at spise mere frugt og grønt end at stoppe af frygt for pesticidrester. Om end det sker på side 6. Gemt inde i en anden sætning. Og næsten trykt med svagere sværte. Det er altid et stort arbejde at hverve medlemmer til sin sekt. Dyrenes Beskyttelse, som eksempel, er jo i sidste ende en forretning, der skal hive penge hjem for at holde systemet kørende. Og, som vores gamle ven Machiavelli foreslog, så kan man jo altid beslutte, at målet helliger midlet. Men det er lidt uskønt, når det sker med udgangspunkt i allerede erkendte usandheder. Så bliver kaffen altså først rigtig kold. Inde i min udskældte, stenhårde og neoliberalistiske rustning bor en blød og svampet nationalkonservativ erhvervsromantiker.
Ikke en voldsom fætter af slagsen, men alligevel bastant nok til at mene, at ikke alle samfundsopgaver nødvendigvis skal løses ved min navnebroders usynlige hånd. Eksempelvis rigets forsvar og kriminalitetsbekæmpelse. Der på samme måde som sundhedssystemet, i alle fald broderparten af det, måske ikke behøver blive udbudt til laveste pris og fællesnævner hos en-eller-anden skemaafkrydsende service provider. Samme svampefætter har da også haft ondt når skiftende regeringer har skaffet sig af med dele af landets infrastruktur. TDC, Københavns Lufthavne, DONG. Haft det lidt som om noget af samfundets trygge, guldalderagtige rygrad uigenkaldeligt forsvandt. Men min lille svampefætter må stedse sluge flere bitre virkelighedspiller. Og stedse erkende, at det bliver sværere at forsvare mange af de offentligt drevne virksomhed. DSB behøver ingen yderligere forklaring. Ej heller gør SKAT eller de multiple, skandaløse offentlige IT-udbud og sygehusbyggerier, hvor ukendte gernings- og embedsmænd holder elaborate spendérfester for andres folks penge. Eller som nu senest PostNord, hvor ledelsen endnu engang forsøger at restituere sin betændte økonomi med en portoforhøjelse. På trods af kontinentets højeste porto, længste omdelingstid og mindst infatuerede kunder. Jamen, altså, for pokker da. Det er da helt mage- og hovedløst. Måske er den Smith'ske hånd et meget godt bud. Selv for en Svampebob-lignende romantiker... Man kan godt forledes til at tro, at staten er en organisme med et eneste formål: At vokse sig større. Også selv om den ofte pakker sig ind i mere eller mindre relevante samfundsopgaver. Men på bundlinjen syner det, at statens eksistens mestendels handler om at rage magt til sig. Koste det hvad det vil.
Nogle kan synes det er odiøst – kunne jeg muligvis også – men det er nu nok systemets natur. Det kan i alle fald være derfor, at opgaver aldrig løses enkelt. Selv om alle kan se fornuften i at gøre netop det. Det er selvfølgelig halsløs gerning at se bort fra den polemiske ligheds- og fordelingsdiskussion, men hvor enkelt ville det ikke være med en flad skat? Vi kunne sætte en ipad op – gerne i Ringkøbing eller Nakskov – til at holde øje med rettidige skattebetalinger og samtidig sætte alle de gode mennesker fri til at beskæftige sig med noget, der rent faktiske skabte værdi i samfundet. Øget velstand, velfærd og den slags. Men, næhnikkenej, skatteinddrivning er bestemt alt for kompliceret til en så enkel løsning. Nå, men så bilafgifterne da? De er da simple: Der importeres en bil, der skal pålægges en registreringsafgift. Bum. Men også her bliver det næhnikkenej. Eller som en gammel bekendt refererede på Facebook om forliget: ...man fjerner fradraget på ABS og ESP = 6250 kr. Så øger man selealarm fra 200 kr. pr. selealarm til 1000, dog maks. tre = 3000 kr. Det er 3250 mindre. OK. Har bilen fem stjerner så er det 8000 i stedet for 2000 = 4750 større fradrag i alt. Og så er grænsen for fradraget for at køre langt hævet fra over 16 km/l til 20 km/l. Og grøn ejerafgift øges med 500 kroner pr. trin. Så er vi på 4250 kr.... Var staten så bare komplicerende på et enkelt område, ja, så kunne vi måske leve med det. Der synes bare ikke at være nogen nedre grænse for de ting, som staten vil lægge sin mestendels klamme hånd på. Eller nogen øvre ditto for, hvor komplicerede og uigennemskuelige tingene, hvor enkle de end er i udgangspunktet, skal gøres. Men, selvfølgelig, hver en krølle styrker magten. Og stækker vores selvbestemmelse. De kloge siger, at en af grundene til, at dansk landbrug tæskes rundt i manegen af medier og politikere er, at ingen længere har bedsteforældre på en bondegård et-eller-andet sted i provinsen. At mange mennesker i dag når skelsår og alder uden at se en ko, en grisestald eller en gulerod blive trukket op af jorden.
På den vis er det egentlig ret imponerende, at De Radikale med deres seneste forslag om omlægning af landbrugsstøtten – Småt er godt – åbenlyst rækker tilbage til deres oprindelse i krigen mellem forpinte husmænd og udbyttende storbønder. Til en tid, hvor landet frilandsmuseumsagtigt bestod af hyggelige landbyer med stråtag, stokroser og svinestier. Og bønder, der agede med stude, mens blussende malkepiger trak halm af håret og Poul Reichardt fløjtede ørehængere i en evig sommer. De Radikale vil ændre landbrugets grundbetaling – hektarstøtten – for at favorisere mindre landbrug. Det skal, synes de, være attraktivt at futte rundt på sine 20 tønder land – og måske rykke føromtalte malkepige lidt i fletningerne, hvis hun bliver for kæk, måske klø grisen lidt bag øret. Mens det at drive et effektivt, større landbrug skal gøres mindre attraktivt. Forslaget er en tour-de-force i verdensfjernhed. Danmark er en del af en større verden. Hvor behovet for sikre fødevarer vokser – de større bedrifter i Danmark står for 90 procent af produktionen – og som ikke har noget problem med fornuften i, at landbrug drives rationelt, effektivt og økonomisk optimalt. Men, selvfølgelig, hvis ens opfattelse af landbruget og hvordan det bør være, hentes hos Morten Korch, så er basale ting som fødevaresikkerhed, konkurrence og økonomi ligegyldige. Og kan der med stokroseidyllen hentes en speltstemme eller to, så er det jo lige meget med storbønderne - for dem er der i alle fald ikke mange radikale stemmer i. Sommerens mange musikfestivaler handler i bund og grund om tre ting.
De to af dem er fadøl og smøger. Og oftest rigelige mængder af begge. På samme måde som Folkemødet. Bare knap så voldsomt og som regel med noget færre anløbne mediekändisser. Det er lidt ligegyldigt, hvor man tager hen i landet. Og lige ligegyldigt, hvor meget arrangørerne tilsyneladende forsøger at overgå hinanden i at garnere deres arrangementer med floromvundne vendinger – en kalder sig den smukkeste, en anden den hyggeligste og en tredje demokratiets festuge. Eller hvor meget de forsøger at pakke sig ind i illusorisk smægtende grafiske gevandter, der skal lede tankerne væk fra den gang mudder, som den danske sommer de fleste år desværre forvandler de fleste musikfestivaler til; et fedtet søle garneret med lattergasampuller, tomme Sure Fjæs og cigaretskod. For slet ikke at snakke om duften af forrettet nødtørft og andet organisk overskudsmateriale. For festivaler handler jo i bund og grund om de hersens tre ting. Hvoraf de to altså er masser af fadøl og mindst lige så mange smøger. Derfor er det interessant at se, at i alle fald én af landets mange festivaler helt åbenlyst ikke har forskrevet sig til hverken inkluderende slogan eller påstået speltinficeret bæredygtighed. Men ganske enkelt og uden skam i livet holder fast i netop fadøl og smøger som bærende elementer i markedsføringen. Samfundet skrider.
Dekade efter dekade med tiltagende ansvarsforflygtigelse som konsekvens af statens umyndiggørelse. Ingen skal have ansvar for noget. Ingen skal lære noget, ikke alle kan lære. Vi er alle ofre, det er samfundets skyld og alt det der. Offerkortet spillet i hænderne på os alle sammen. Alle har mistet respekt for alle og alting. Egoismen regerer. Overalt. Men selv om de fleste helst vil skyde skylden på Joachim B. Olsen, de politisk korrektes prügelknabe numero uno, så kommer uvæsnet altså ud af de mange dekader med målrettet umyndiggørelse. Samtidig vånder børnehaver, folkeskoler og andre institutioner sig under voksende omkostninger. Plejehjem spinker, sparer og berøver de ældre den smule anstændighed som de burde have, også selv om nogle af dem netop er 70’ernes venstreorienterede topegoister; dem, der har ført os direkte ind i tidens ucharmerende og respektløse me, myself & I. Men hvordan gør vi så noget ved det? Well, et naivt bud kunne være at udvide den traditionelle værnepligt til en egentlig samfundspligt. For alle unge i en årgang. Uden mulighed for at trække frinummer eller på anden måde undslå sig at bidrage til fællesskabet. Ni måneders samfundspligt, hvor de unge ikke kun sættes til at forsvare landet, men i lige så høj grad sættes til at forsvare og bidrage til den medmenneskelighed som vi har ladet os berøve en hel del af. Det kræver selvfølgelig en masse koordinering og alt muligt andet administrativt – og uden tvivl korsets tegn fra mine liberale venner og helt sikkert indignerede oratorier fra forbenede og forbitrede fagforeningsfolk – men tænk, hvor mange varme hænder, der hvert eneste år kunne sendes ud til plejehjem, daginstitutioner, sygehuse og skoler. Og hvor meget hver årgang unges målrettede omgang med ikke kun forsvaret, men også ældre, syge og børn kunne bryde egoforbandelsen og styrke respekten, samhørigheden og fællesskabsfølelsen i samfundet. Landbrug & Fødevarer på Axelborg i København – landbrugets fremmeste interesseorganisation – vil sætte ind overfor journalister og medier, der fordrejer viden og anvender forkerte fakta.
Good luck, siger jeg bare. I alle fald når man nu befatter sig lidt med jordbrug. For står mediernes behandling af landbruget til troende, er vi djævleyngel, der kun er ude på at svine, snyde og bedrage naturen. Og ikke mindst forgifte intetanende, forsvarsløse forbrugere med vores afstumpede fødevarer. For ikke at tale om grundvand, fjorde og sangfugle. For indsatsen bliver givet en kamp uden lige. Jeg delte i sidste århundrede kontor med en anden erhvervsjournalist. Det var godt nok. Sparring og den slags. Og der var som regel rimelig roligt i vores ydmyge kontor. Bare ikke når talen faldt på landmænd. Som vi også skrev om før alting blev IT-bobler, biotek og fallerede start-ups. For min ellers rolige, dygtige og afbalancerede kollegas holdning til landmænd var klar: Bønder var nogle svin, der kun var ude på at rage til sig. Ude på at ødelægge naturen. Og de skulle bare ikke have lov at forgifte hans små børn med al deres gift og sprøjtemidler og uhumskheder. Nu har nybagte forældre tit flossede nerver og bølgerne kan gå lidt højt, når talen falder på deres blåøjede småfolk. Så de skal have lidt plads, forældrene. Og måske lidt tilgivelse. Alligevel tillod jeg mig, runden af landmandsslægt og fornemmelsen af en vis samhørighed mellem natur og menneske herude på landet, at forklare min søvndepraverede kollega, at ikke alle bønder var svin, at det nok var de færreste af dem, der bevidst havde sat sig for at skade hans øjesten og et par andre fakta. Men det resulterede kun i en rødøjet erklæring om, at han, som journalist, ville bruge alle muligheder han fik til at skrive dårligt om landbruget. For de satans bønder skulle sku’ ned med nakken, hvis han havde noget at sige. Hvilket han så siden fik i den danske medieverden. Og hvis det er grundholdningen rundt omkring, så kan man godt forstå mediernes ofte imponerende faktaresistens i forhold til landbruget – som fejlagtige MRSA-påstande, selvfed mediefejring af ’Gyllegate’ og hovedløs løben efter haleløse grisebasser i bur – og hvordan den fjerde statsmagt, uden blusel, skipper de ellers højt besungne idealer om journalistisk objektivitet. Så, Landbrug & Fødevarer, og alle os andre, good luck. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|