NU skal SKAT kulegraves. Folketingspolitikerne falder over hinanden for at råbe højest på kommission, lynproces og nogens hoved på et fad.
Det er godt, og det er på tide. Lytter man til dem, der mener at have forstand på de dele, så skyldes SKATs dårligdomme i al væsentlighed fiffige IT-leverandørers evne til at binde skatteminister efter skatteminister noget på ærmet. Og så selvfølgelig, at SKAT er underbemandet, mangler ressourcer og lider under udflytningen til Ringkøbing og andre steder udenfor Valby Bakke. Og det alt sammen, fremhæves det ofte, fordi skiftende regeringer, og her især, fremhæves det endnu oftere, de såkaldt borgerlige af slagsen, med vilje har suget livskraften ud af den lidet folkekære myndighed. Optimisme på SKATs vegne Det lyder dramatisk. Og det er det måske også. Men jeg tror på den anden side, også selv om jeg måtte stå relativt alene med det synspunkt, at der er grund til optimisme på SKATs vegne. For mens den brudte borgfred og kommissionen, som i andre lande med bananstatsaspirationer, givetvis kun vil resultere i udskæld til de ansvarlige, måske endda en næse, hvis det går højt og kan lade sig gøre, så er jeg sikker på, at samme udredning har potentiale til at afdække hidtil upåagtede inddrivningskompetencer. Kompetencer der kan hjælpe SKAT ud af kviden. På vores landbrug har vi i alle fald haft fornøjelsen af gentagne besøg af lokale skatterevisorer, tre gange på kun fem år, som har været i stand til at identificere indtil flere voldsomme dispositioner, hvormed vi risikerede at unddrage fællesskabet vores bidrag – som indkøb af en brugt kontorstol, moms af et mindre advokatsalær og et uretmæssigt fradrag for medieskat. Et aldrig svigtende engagement Grunden til min optimisme er samme skatterevisorer. Deres skarpe øjne for selv de mindste detaljer. Den trætteløse nidkærhed, hvormed de udførte deres arbejde. Og så ikke mindst den imponerende stolthed, hvormed resultatet af deres anstrengelser blev forelagt os. Klart, tydeligt og fyndigt. Da de tilmed gjorde dette hele uden et avanceret IT-system, virker det oplagt, at undersøgelseskommissionen sætter sig for at identificere og siden overføre SKATs lokale inddrivningskompetencer til etatens koncerncenter. Vi skal så nok love at gøre vores og i fremtiden gemme alle faktura på indkøb af kontorstole og lignende, så der kan opretholdes skattemæssig ro og orden, også ude på landet.
0 Comments
Leave a Reply. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|