Uafhængigt af trosretning ender jeg nok i helvede. I alle fald i en længere periode. Med alt det, som jeg trods alt, forvarende og uforvarende, er kommet til at genere en eller anden hævngerrig gudfætter med gennem snart 53 år på kloden.
Det er imidlertid ikke udsigten til skærsilden, der skræmmer. Det er derimod, at jeg kommer til at besøge vores gamle ven Lucifer alene. Ikke et ord om Prins Henrik, men fordi min dejlige hustru, når tid er, ikke kommer med over Styx. Nu er hun i forvejen ikke den mest oplagte passager på Charons skiv, men der er mindst endnu en ting, der holder hende i sikker arms length af billetlugen. For hun udlejer boliger. Og det skulle være ganske vist, at den tid man bruger på utaknemmelige lejere, bliver godskrevet en i helvede. Medierne er fra tid til anden i oprør over faldefærdige rønner og forpinte lejere. Svamp, fugt og generelle uhumskheder. Manglende vedligehold og udbyttende udlejere. Astmatiske småbørn og tilbageholdte deposita. Og jo, der er givet vis noget om snakken. Men hvornår er der nogen, der laver samme mikrofonholdende følelsesporno om os udlejere? I alle fald de af os, der prøver at opretholde en vis standard med løbende vedligehold, opgraderinger og generelt godt kan lide at passe på vores ting? Hvornår får vi lov at fortælle tårevædet om lejere, der ikke betaler husleje eller vandafgifter, der splitter nyopsatte køkkener ad, som lader deres bandana-klædte kamphunde rasere haver, naboer og vildtremiser, som ikke gider klippe hække eller græs, som garnerer haver og gårdspladser med allehånde bilvrag og brugte europaller, som nægter at flytte, når deres kontrakt udløber, der tørrer tøj indenfor med fugtskabende gasovne, som hober skrald og brugte bleer op i garager, lofter og udhuse eller ødelægger nye vinduer, døre og gulve, når de altså ikke lige kører som sindssyge på grusvejene. Og til sidst, som den naturligste ting i verden, melder os til de venlige mennesker i Lejernes Landsorganisation, der beredvilligt og uden ret megen skam i livet kvitterer med en skrivelse, som mest af alt omhandler ting, som lejeren selv har forårsaget. Og som vi så kan bruge de næste to år på at udrede. Med advokater, tænders gnidsel, gråd og dårlig karma. Heldigvis er langt de fleste af de mennesker, der bor i vores huse – der for blot en generation siden var levested for de mange familier, der udgjorde fællesskabet omkring vores gård – søde, rare og venlige. Passer på tingene og betaler deres leje. Og er glade for at bo her. Men en gang imellem kommer vi til at leje ud til nogle galninge. Men det er altså mest min hustru, der drager fordel af det. Omend det først bliver i det hinsides.
0 Comments
Leave a Reply. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|