Inde i min udskældte, stenhårde og neoliberalistiske rustning bor en blød og svampet nationalkonservativ erhvervsromantiker.
Ikke en voldsom fætter af slagsen, men alligevel bastant nok til at mene, at ikke alle samfundsopgaver nødvendigvis skal løses ved min navnebroders usynlige hånd. Eksempelvis rigets forsvar og kriminalitetsbekæmpelse. Der på samme måde som sundhedssystemet, i alle fald broderparten af det, måske ikke behøver blive udbudt til laveste pris og fællesnævner hos en-eller-anden skemaafkrydsende service provider. Samme svampefætter har da også haft ondt når skiftende regeringer har skaffet sig af med dele af landets infrastruktur. TDC, Københavns Lufthavne, DONG. Haft det lidt som om noget af samfundets trygge, guldalderagtige rygrad uigenkaldeligt forsvandt. Men min lille svampefætter må stedse sluge flere bitre virkelighedspiller. Og stedse erkende, at det bliver sværere at forsvare mange af de offentligt drevne virksomhed. DSB behøver ingen yderligere forklaring. Ej heller gør SKAT eller de multiple, skandaløse offentlige IT-udbud og sygehusbyggerier, hvor ukendte gernings- og embedsmænd holder elaborate spendérfester for andres folks penge. Eller som nu senest PostNord, hvor ledelsen endnu engang forsøger at restituere sin betændte økonomi med en portoforhøjelse. På trods af kontinentets højeste porto, længste omdelingstid og mindst infatuerede kunder. Jamen, altså, for pokker da. Det er da helt mage- og hovedløst. Måske er den Smith'ske hånd et meget godt bud. Selv for en Svampebob-lignende romantiker...
0 Comments
Leave a Reply. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|