Det er faldet nogle for brystet, at man som gæst i Legoland nu kan tilkøbe sig muligheden for at springe køerne over. Efter samme model, forstås, som amerikanske forlystelsesparker, med stort held, har givet deres besøgende mulighed for de sidste mange dekader.
Men det er selvfølgelig også big, bad corporate USA, hvor uligheden er forfærdelig, alle udnytter alle og de i øvrigt har en skrækkelig præsident. Spørger man de forurettede, erklærer de indigneret, at Legolands beslutning er frygtelig udansk, fordi den in their face fortæller deres børn, at der er forskel på folk. At nogen har råd til noget andre ikke har råd til. I et rum, hvor de, børnene, skulle være frie og uden andet for øje end leg, underholdning og fornøjelse. Umiddelbart tror jeg forargelsen over den komparative fattigdom er noget, der mestendels ligger forældrene på sinde. De fleste børn jeg kender ville blot have et skuldertræk til overs for fænomenet. Det ligner jo trods alt det, de ser en del andre steder: Sofarækken i biografen, parterren i teateret og naboens opgraderede grafikkort. Har man tilmed haft fornøjelsen af eksempelvis amerikanske Universal Studios og Disneyland, så ved man, at det vil være mere på sin plads, at den indignerede slavehær rejser sig og hylder den danske parkledelses beslutning om at udnytte, at nogle har flere penge end andre. Helt grundlæggende kan man nemlig nu, hvis man altså har råd, prioritere at få prøvet alting hurtigt. Og måske være så heldig at komme videre til noget andet, mindre skærsild-agtigt, udenfor Billund og gamle Godtfreds klodser.
0 Comments
Leave a Reply. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|