Enhedslistens Teknik- og Miljøborgmester i København, den sikkert voldsomt velmenende Ninna Hedeager Olsen, synes det er en god idé, at københavnerne fremadrettet skal betale op mod 12.000 kroner for en parkeringstilladelse.
På Radio 24syv, der endnu ligger i København, argumenterer hun endda, at når de kørende i forvejen bruger så mange penge på vægtafgift, benzin og reparationer, ja, så kan hun da sandelig ikke forstå de løftede øjenbryn over forslaget. På grund af en sølle tilladelse, der i hendes optik åbenbart må anses for en marginal meromkostning. Tiltaget skal vist nok sikre mindre trængsel. Og færre biler på de københavnske gader og stræder. Ligesom teknik- og miljøborgmesteren gerne vil "motivere" københavnerne over i mere bøvlede transportformer – hvilket sikkert bør være en paritetisk blanding af det kollektive, christianiacykler og, for at imødekomme de mest hipsteragtige, longboards i stærke pseudopsykedeliske farver. Næsten en hel promille af hovedstadens indvånere – hele 6000 – skulle kunne motiveres af borgmesterens automotive dummebøde. Nu handler alt jo om velfærd, these days, og det kommunen kradser ind kan angiveligt bruges på eksempelvis flere børnehavepladser. Men tilforladeligt adspurgt i samme radioprogram om økonomien i forslaget og dermed, hvor mange velfærdspolitiske selvfølgeligheder det kan løfte, udstiller borgmesteren smerteligt forudsigeligt det for især venstrefløjen gamle modus operandi: At når bare man mener det godt, ja, så behøver man da ikke regne på det. Slet ikke, når det bare er andre folks penge.
0 Comments
Leave a Reply. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|