Uafhængigt af trosretning ender jeg nok i helvede. I alle fald i en længere periode. Med alt det, som jeg trods alt, forvarende og uforvarende, er kommet til at genere en eller anden hævngerrig gudfætter med gennem snart 53 år på kloden.
Det er imidlertid ikke udsigten til skærsilden, der skræmmer. Det er derimod, at jeg kommer til at besøge vores gamle ven Lucifer alene. Ikke et ord om Prins Henrik, men fordi min dejlige hustru, når tid er, ikke kommer med over Styx. Nu er hun i forvejen ikke den mest oplagte passager på Charons skiv, men der er mindst endnu en ting, der holder hende i sikker arms length af billetlugen. For hun udlejer boliger. Og det skulle være ganske vist, at den tid man bruger på utaknemmelige lejere, bliver godskrevet en i helvede. Medierne er fra tid til anden i oprør over faldefærdige rønner og forpinte lejere. Svamp, fugt og generelle uhumskheder. Manglende vedligehold og udbyttende udlejere. Astmatiske småbørn og tilbageholdte deposita. Og jo, der er givet vis noget om snakken. Men hvornår er der nogen, der laver samme mikrofonholdende følelsesporno om os udlejere? I alle fald de af os, der prøver at opretholde en vis standard med løbende vedligehold, opgraderinger og generelt godt kan lide at passe på vores ting? Hvornår får vi lov at fortælle tårevædet om lejere, der ikke betaler husleje eller vandafgifter, der splitter nyopsatte køkkener ad, som lader deres bandana-klædte kamphunde rasere haver, naboer og vildtremiser, som ikke gider klippe hække eller græs, som garnerer haver og gårdspladser med allehånde bilvrag og brugte europaller, som nægter at flytte, når deres kontrakt udløber, der tørrer tøj indenfor med fugtskabende gasovne, som hober skrald og brugte bleer op i garager, lofter og udhuse eller ødelægger nye vinduer, døre og gulve, når de altså ikke lige kører som sindssyge på grusvejene. Og til sidst, som den naturligste ting i verden, melder os til de venlige mennesker i Lejernes Landsorganisation, der beredvilligt og uden ret megen skam i livet kvitterer med en skrivelse, som mest af alt omhandler ting, som lejeren selv har forårsaget. Og som vi så kan bruge de næste to år på at udrede. Med advokater, tænders gnidsel, gråd og dårlig karma. Heldigvis er langt de fleste af de mennesker, der bor i vores huse – der for blot en generation siden var levested for de mange familier, der udgjorde fællesskabet omkring vores gård – søde, rare og venlige. Passer på tingene og betaler deres leje. Og er glade for at bo her. Men en gang imellem kommer vi til at leje ud til nogle galninge. Men det er altså mest min hustru, der drager fordel af det. Omend det først bliver i det hinsides.
0 Comments
Det er 20 år siden maskinerne første gang gav os klø i det ædle skakspil, indtil da hyldet som et begavelsesmæssigt stronghold. Den binære tilgang til verden var ikke et match for den menneskelige kreativitet, hed det sig.
Det var så dengang. Og den kunstige intelligens er siden kommet godt i gang med at forvise os til hjælpeklassen. Uden inklusion. Vores køleskabe kan selv bestille mælk, vi har apps, der diagnosticerer sygdomme bedre end vores egen læge og om føje år sidder vi komfortabelt med ryggen til rattet i selvkørende biler. Afhængigt af ståsted er den kunstige intelligens en velsignelse eller det modsatte. Den kan potentielt sætte os fri, skabe tid og rum for kreativitet, reducere fattigdom og gøre os alle rigere, bedre og mere lykkelige. Eller de stedse klogere maskiner kan efterlade os ensomme, triste og agterudsejlede, måske slavebundne. Endda døde, sådan Terminator-agtigt, fordi de nu bliver sure over at blive kaldt kunstige? Eller bare synes vi generelt fylder for meget. Om vi ender i Elysium, Hades eller noget midt imellem, så kan man håbe på, at den kunstige intelligens i det mindste sætter sig for at skrue op for den fonetiske indsats. Altså bruge noget krudt på at blive bedre til at tale. For selv om de er frygteligt kloge, de der maskiner, så kan jeg stadig blive i tvivl om jeg kan lægge besked på telefonsvareren hos et automatiseret telefonsystem. For hvad var det for et navn, der blev forsøgt udtalt? Eller om det er nu jeg skal stå af, når Linje 40E, endda med en chauffør siddende foran, på famlende maskindansk prøver at fortælle, at vi nærmer os Høje Tåstrup Station. Og også her ender i et kaudervælsk, der ville få selv Stephen Hawking til at græde. For det er dog pudsigt, at selv om vores teknologiske venner gør det muligt for os at parkere hjernen med deres milliarder af beregninger i nanosekundet, så lyder deres tale stadig mest af alt som det kulørte persongalleri i 80’ernes hedonistiske Leisure Suit Larry. Der var engang, og det er ikke længe siden, hvor unge københavnere blev disset helt vildt. De anede ikke, hvad service var. De var dumme, de var dovne og de var møjforkælede.
Og deres manglende evner udi kundebetjening og hele servicefagets fremtid blev begrædt med opgivende henvisninger til de svenske unge, der især i København, iklædt barista-forklæder, stormagasinelle medarbejderkort og pæne interskandinaviske hejsan, kunne udføre deres arbejde uden at have nødig at lægge ansigterne i trætte, forfulgte folder. Det kunne man dengang godt gå og blive lidt trist over. For hvad skulle det hele dog ikke ende med. Nå, nu er det jo nok sådan de fleste generationer ser den næste. Jævnfør også vores gamle ven Sokrates’ brokkerier over datidens unge atheniensere. Der som bekendt ikke rejste sig op, når de ældre kom ind, talte dem imod og i det hele taget var mere end bare almindeligt øretæveindbydende. Så er det bare, at det er så utrolig dejligt at konstatere, at tiderne skifter. Ikke at jeg ikke bryder mig om at høre svensk. Det kan såmænd være helt pænt, ikke mindst, når det fremføres Bellmansk af lyse stemmer i midsommernatten og akkompagneres af generøse mængder mild hyldeblomstakvavit. Men fordi de nedgjorte danske unge, der i dag i meget større tal har fundet vej ind bag disken i københavnske restauranter, kaffehuse og stormagasiner, tilsyneladende helt har glemt, at de skulle være dumme, dovne og forkælede. Tværtimod, og selv om det altid er taknemmeligt at lave statistik med egne oplevelser som udgangspunkt, så oplever vi, ligegyldigt hvor vi går, min hustru og jeg, danske unge, der på alle måder har fundet ud af, at service faktisk er en ret fed ting at yde. Og at de også er supergode til det. Så bliver man så glad og tror på, at det hele nok skal gå alt sammen. Det er faldet nogle for brystet, at man som gæst i Legoland nu kan tilkøbe sig muligheden for at springe køerne over. Efter samme model, forstås, som amerikanske forlystelsesparker, med stort held, har givet deres besøgende mulighed for de sidste mange dekader.
Men det er selvfølgelig også big, bad corporate USA, hvor uligheden er forfærdelig, alle udnytter alle og de i øvrigt har en skrækkelig præsident. Spørger man de forurettede, erklærer de indigneret, at Legolands beslutning er frygtelig udansk, fordi den in their face fortæller deres børn, at der er forskel på folk. At nogen har råd til noget andre ikke har råd til. I et rum, hvor de, børnene, skulle være frie og uden andet for øje end leg, underholdning og fornøjelse. Umiddelbart tror jeg forargelsen over den komparative fattigdom er noget, der mestendels ligger forældrene på sinde. De fleste børn jeg kender ville blot have et skuldertræk til overs for fænomenet. Det ligner jo trods alt det, de ser en del andre steder: Sofarækken i biografen, parterren i teateret og naboens opgraderede grafikkort. Har man tilmed haft fornøjelsen af eksempelvis amerikanske Universal Studios og Disneyland, så ved man, at det vil være mere på sin plads, at den indignerede slavehær rejser sig og hylder den danske parkledelses beslutning om at udnytte, at nogle har flere penge end andre. Helt grundlæggende kan man nemlig nu, hvis man altså har råd, prioritere at få prøvet alting hurtigt. Og måske være så heldig at komme videre til noget andet, mindre skærsild-agtigt, udenfor Billund og gamle Godtfreds klodser. Der er en masse palaver om ulighed, og at det vist ikke er så godt lige nu. De rige bliver rigere hurtigere end de fattige bliver mindre fattige.
Og den større sociale ulighed er, lyder både professorale og politiske tordenrøster, mægtig farlig, fordi den fører til mindre tillid og mere kriminalitet. Uha! Det må være derfor vores børn opgav at sælge æbler ved vejen. Pengene blev hugget. 25 kroner, 50 kroner. Anseelige summer, når man sparer sammen til kaninfoder og den slags – og har brugt tid på at samle, sortere og vaske. Og penge på indbydende poser. Måske var det derfor vores lokale put-and-take lukkede, da dens pengeskab for femte gang blev åbnet med skærebrænder og tømt for de 300 kroner som dagens lystfiskere havde erlagt. Eller derfor olietørstige, lyssky elementer drages af brændstoftanken til vores korntørringsanlæg. Og tømmer den hurtigere end vi selv kan, hvis de får lov? Se, det er jo så en mægtig god forklaring. Al den voksende ulighed. Føj for pokker. Men, hov, hvad så med i gamle dage? Hvor der vistnok var mere ulighed? Hvor færre havde mere og de fleste henslæbte deres udbyttede liv i åbenbart stærkt kriminaliserende armod? Uden ret meget salt til deres æg eller sjove ting på to do-listen? Dengang, hvor vi, herude på landet, ikke havde nødig at låse hverken biler, værksted eller hoveddør. Hvor ungernes æblesalg kunne florere uden forbipasserende tømte pengekassen. Hvor brændstoftanken kunne stå ulåst midt i gården uden nogen kom i nærheden af at lænse den uberettiget. Nu har jeg ikke megen eller kvalificeret forstand på samfundsvidenskab og kriminologi, og jeg ved også, at det er taknemmeligt at lave statistik på tre punkter. Men det forekommer mig alligevel, at den stordundrende ulighedstale mestendels er teatertorden? Og at der er andre og mere farlige ting på spil end to procentpoints oder so stigning i uligheden i et af verdens i forvejen mest udglattede samfund? Man siger stressede heste løber tilbage i den brændende stald. Hjem til de trygge omgivelser. Også selv om stalden ved ildsvåde er det modsatte. Men deres hjerner er vist heller ikke større end en valnød.
Sådan ser det også ud til i disse dage at være blevet fat med Danmarks Radio. Ikke nødvendigvis det med valnødderne, men det med de trygge omgivelser. For DR må befinde sig i en eksistentialistisk krise, når den ser ud til at ville tilbage i fortidens brændende stald med indslag, der i bedste clickbait-stil flages politiserende ad libitum med klassekampens røde faner smældende i baggrunden. Først var der generationsskifteproblematikken. I stedet for at stille skarpt på virkelighedens udfordringer – de titusindvis af mindre virksomheder, der påvirkes af generationsskiftets kapitaldræn – latterliggjorde DR Wermelin-agtigt i stedet diskussionen ved at prikke til misundelsen over den måske smalleste gruppe af alle virksomhedsejere: Adelige godsejere. Og nu senest, med samme lave og nok også en anelse tendentiøse fællesnævner, med skattegabestok til 320 familier. På baggrund af postulater bygget på usikre antagelser om usikre ekstrapolationer af usikre tal fra en lækkende bank i Schweiz. En udlægning som mere ansvarlige medier, hvilket i denne sammenhæng betyder stort set alle andre, bemærkelsesværdigt hurtigt har skudt ned. DR’s genopfundne mentale portrætstil kunne såmænd være pennet af Land & Folks Herluf Bidstrup: Grever, baroner og cigarrygende milliardærer, der skattesnydende sorgløst vælter rundt i høj hat, silkekjoler og store selskaber. Overfor en vadmelsklædt, beskidt og kuet befolkning, der, udbyttet, fattig og forpint, kun kan stå magtesløs med dens fedtede bør i hånden. Statsradiofoniens hukommelse må imidlertid være ligeså kort som de føromtalte krikkers. For flugten ind i fortiden er samtidig et løb ind i armene på eksempelvis salig Erhard Jakobsens hedengangne Aktive Lyttere og Seeres og deres evige og insisterende jagt på røde lejesvende. Det må være noget med valnødder. NU skal SKAT kulegraves. Folketingspolitikerne falder over hinanden for at råbe højest på kommission, lynproces og nogens hoved på et fad.
Det er godt, og det er på tide. Lytter man til dem, der mener at have forstand på de dele, så skyldes SKATs dårligdomme i al væsentlighed fiffige IT-leverandørers evne til at binde skatteminister efter skatteminister noget på ærmet. Og så selvfølgelig, at SKAT er underbemandet, mangler ressourcer og lider under udflytningen til Ringkøbing og andre steder udenfor Valby Bakke. Og det alt sammen, fremhæves det ofte, fordi skiftende regeringer, og her især, fremhæves det endnu oftere, de såkaldt borgerlige af slagsen, med vilje har suget livskraften ud af den lidet folkekære myndighed. Optimisme på SKATs vegne Det lyder dramatisk. Og det er det måske også. Men jeg tror på den anden side, også selv om jeg måtte stå relativt alene med det synspunkt, at der er grund til optimisme på SKATs vegne. For mens den brudte borgfred og kommissionen, som i andre lande med bananstatsaspirationer, givetvis kun vil resultere i udskæld til de ansvarlige, måske endda en næse, hvis det går højt og kan lade sig gøre, så er jeg sikker på, at samme udredning har potentiale til at afdække hidtil upåagtede inddrivningskompetencer. Kompetencer der kan hjælpe SKAT ud af kviden. På vores landbrug har vi i alle fald haft fornøjelsen af gentagne besøg af lokale skatterevisorer, tre gange på kun fem år, som har været i stand til at identificere indtil flere voldsomme dispositioner, hvormed vi risikerede at unddrage fællesskabet vores bidrag – som indkøb af en brugt kontorstol, moms af et mindre advokatsalær og et uretmæssigt fradrag for medieskat. Et aldrig svigtende engagement Grunden til min optimisme er samme skatterevisorer. Deres skarpe øjne for selv de mindste detaljer. Den trætteløse nidkærhed, hvormed de udførte deres arbejde. Og så ikke mindst den imponerende stolthed, hvormed resultatet af deres anstrengelser blev forelagt os. Klart, tydeligt og fyndigt. Da de tilmed gjorde dette hele uden et avanceret IT-system, virker det oplagt, at undersøgelseskommissionen sætter sig for at identificere og siden overføre SKATs lokale inddrivningskompetencer til etatens koncerncenter. Vi skal så nok love at gøre vores og i fremtiden gemme alle faktura på indkøb af kontorstole og lignende, så der kan opretholdes skattemæssig ro og orden, også ude på landet. Det er næsten ikke til at bære at skulle gøre sig lystig over Hella Joof. Når man ved, hvor begavet hun er som skuespiller, som instruktør og som klog monopolist. Og når man ved, hvor morsom og underholdende hun er samme steder.
Så, stort kram! Men nedbrændte indianerlandsbyer som billede på en i os naturligt boende egodisruption er altså en vildfarelse. Først og fremmest er det vist så som så med det historiske belæg for den slags. Og det er der en vis logik i. Hvorfor skulle et folk, der lever på eksistensminimum, med vilje brænde deres bosteder ned? Det ville svare til, at inuitterne kastede deres igloer, slæder og sælskind i havet fordi de nu ligesom var nået til et naturligt stadie i deres udvikling. Not gonna happen. Dernæst tager den samfundsmæssige benefice af rygende ruiner i indianerlandskabet vist mestendels udgangspunkt i den flagellerende opfattelse af mennesket som korrumperet af civilisationen. Og forestillingen om de ædle vilde, der evnede at leve i pagt med naturen uden smag for luksus og det ydre; var i kontakt med alting og sunde og opretstående – i dag så glimrende eksemplificeret ved den herostratisk berømte TV-bonderøv. Men det er altså en paradisisk vildfarelse om lændeklæder og lavthængende frugter. Og i denne sammenhæng desværre et slør henover det måske vigtigste i Hella Joofs budskab: At vi ikke skal være bange for udviklingen. Ikke bange for fremtiden, ikke bange for, hvad der kan og skal ske. I mere end denne sammenhæng. Får frygten først overtaget, taber vi kontrollen med os selv og over hvad vi gør – og ikke mindst hvad andre gør ved os. Vores storkrammende venner i Alternativet vil gøre cpr-numre kønsneutrale. For at sikre, at de 7.000 oder so transkønnede i Danmark ikke udsættes for sexisme. Hvor er det dejligt, at der på tinge findes mennesker, der gerne vil sikre grupper hele vejen rundt i samfundet. Godt nok first world-problems, men alligevel.
Så hvorfor stoppe der? Hvad med om I i Alternativet udvidede jeres anti-sexisme-indsats til at omfavne hele befolkningen, og ikke kun de transkønnede og andre, trods alt, begrænsede grupper? Umiddelbart kunne I foreslå tre ting: Ændring af de danske retskrivningsregler, en modernisering af navneloven og, når I nu er i gang, detailregulering af børns leg i det offentlige rum. Med nye og tidssvarende retskrivningsregler kunne I fjerne de stærkt sexistiske og intimiderende personlige stedord og erstatte dem med ’hen’ – både i det skrevne ord og daglig tale. Og gerne med tilbagevirkende kraft, så litteraturen, også den klassiske, kan fremstå kønsneutral og ikke-intimiderende for dem, som kunne tage anstød. Hen som fælles stedord er uden held foreslået før, men I kunne i denne nyslåede 2017-udgave stå stærkt, hvis I kombinerede med grammatisk overgang til ren fælleskøn. Slut med det stærkt diskriminerende intetkøn, hvilket samtidig vil vise jer som imødekommende overfor de dele af den jyske befolkning, hvor samme intetkøn aldrig har vundet indpas. De ændrede retskrivningsregler kunne bakkes op af et forbud mod kønsreferencer gennem navne, herunder efternavne. Således skulle eksempelvis Jensen ændres til Jensperson, også med tilbagevirkende kraft, og fornavne som Tor, Mohammad og Jesus forbydes anvendt til børn af det køn, der førhen ville have været kendt som drenge. Endelig kunne I foreslå en børnelegelovgivning, så alt legetøj, i passende Steiner-stil, fremover skal være kønsneutralt og at klassisk-sexistiske og ekskluderende lege som ’far, mor og børn’ erstattes af inkluderende og bredde-orienterede lege som ’voksen, voksen og ungdom’, hvor der ikke illuderes kønsfastlåste roller. Og meget gerne med strafansvar for de, der førhen var klassificeret som de pågældende børns mor og far. De nævnte forslag vil naturligvis ikke alene udrydde sexisme og intimidation, men de vil være en sikker og god start. Og en væsentlig addition til jeres velmente, men måske også lidt tandløse forslag om neutrale cpr-numre. De fleste erkender, at disruption for det meste er gammel vin på nye flasker, om end de er meget, meget flotte, flaskerne. Og noget er der om erkendelsen; disruption er vist i en og anden form foregået til alle tider (ild, hjul og vaskemaskiner), og mon ikke de fleste etablerede virksomheder alligevel overlever, hvis de ellers er skruet bare nogenlunde fornuftigt sammen? Og de, der skal dø, også bare gør det?
Alligevel er det svært at se begrebet gå væk lige med det samme. Ligegyldigt, hvor åbenlyst hypet al virakken omkring disruption tilsyneladende er. Sådan fornemmer man også, at vores, i kortere øjeblikke kære, statsminister har set på det, da han bad nogen hjælpe sig med at lave et disruptionråd. For at sikre, som Løkke har udtrykt det, at vi kan "omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger." Og det er jo vældig fint, at en masse gode mennesker kan komme med i et godt råd, diskutere og måske endda barsle med en rapport, der måske vil fastslå, at forenklede regler, bedre adgang til risikovillig kapital og lavere skat er nødvendige hjørnesten, hvis Danmark skal disrupte sig frem i verden. Det er altid en god idé med kloge og gode folk, der taler sammen. Og rådet skal have al mulig held og lykke med denne ellers ikke særligt disruptive afart af "pick the winner". Men overordnet minder disruption-diskussionen og ikke mindst forestillingerne om det ikke-disruptede forarmede fremtids-Danmark lidt om den åndeløst intense vejrrapport fra et snedækket Bornholm i midten af 1980'erne. Her rapporterede en apokalyptisk stakåndet journalist live om intet mindre end det totale bornholmske infrastrukturelle snekollaps – alt imens en af postens små gule Renault'er, under det dramatiske indslag, helt og aldeles uanfægtet trillede forbi i baggrunden, givetvis i gang med sin vante rute. |
IndholdMine causerier over hykleri, absurditeter og double-speak. Forsøgsvis morsomme, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde... ArKIV
May 2018
Categories
All
|